Af og til oplever man de underbelyste sider af sig selv på de særeste måder. Som f. eks. via Netflix! I disse coronatider forfalder man til film, og undertiden endda til serier. Sådan en serie fra Netflix forfaldt jeg til.
Den hed Shtisel og handlede om ultraortodokse jøder. Jeg blev til min egen undren rasende over én af filmens hovedpersoner, den gamle patriark og rabbiner Shulem Shtisel, der egenrådigt, men med citater fra både Torah og Talmud, herser med sin stakkels familie.

Og hvoraf kom så forargelsen og ophidselsen? Sådan lommepsykologisk betragtet kunne man måske sige, at nogle sider af mig selv blev afsløret, bare iklædt Shulems skikkelse; men lige netop hér tror jeg ikke rigtig på, at den forklaring er hele sandheden. Jeg forsøger efter bedste evne at efterleve Hannah Arendts påpegning af, at det i dag er nødvendigt at ”tænke uden gelænder!” I modsætning til Shulem Shtisel, som har sin Torah, har jeg hverken et Gammelt eller et Nyt Testamente at læne mig op ad. Men har jeg så heller
inget værdigrundlag? Har jeg hverken gelænder eller trappe? Og er den ultimative tolerance en værdi i sig selv?

I én af unitarismens grundsætninger, som også står nævnt i vores etiske grundlag på hjemmesiden, pointeres vigtigheden af:

”At udvise åbenhed over for andres tro og religion og at betragte forskellighed i religiøse opfattelser som en styrke. ”

Men lige netop dér knækkede filmen for mig, for jeg kunne overhovedet ikke være åben overfor denne ultraortodokse version af jødedommen. Ligesom jeg heller ikke kan være åben overfor de mere ekstreme versioner af islam i form af ISIS og Hizb-ut-Tahrir. Men jeg ser til gengæld med glæde et nyt initiativ opstå
fra muslimsk side i form af et manifest, der fastslår viljen til anerkendelse af demokratiske værdier, https://www.danskmuslimskmanifest.dk/manifest

Jeg kan sagtens, sådan rent sociologisk, forstå fordelene ved segregation; det er indlysende, at en tro, som for eksempel de hasidiske jøders ortodokse forestillinger, sådan som de f. eks. praktiseres i Williamsburg i Brooklyn, overlever bedst ved, at man udelukker sig selv fra omverdenen. Men jeg anerkender ikke præmisserne. Jeg har svært ved at acceptere, at man underkender og undergraver samfundets sammenhængskraft ved at lave parallelsamfund, hvis lovgrundlag er et andet, dikteret af Gud, samtidig
med, at man nyder godt af det omgivende samfunds fordele. Jeg anerkender heller ikke parallelsamfunds behov for at påtvinge andre segregationen.

Men så er jeg jo ikke helt igennem tolerant! Så er jeg ikke åben overfor andres tro og religion. Ja, hér er vi så ved det afgørende: for hvad er den absolutte tolerance for en størrelse? Min påstand er, at en altomfattende og altfavnende åbenhed og tolerance er tom og banal og letkøbt. Det er indlysende, at en
grundlæggende værdi i demokratiet er tolerance overfor anderledes tænkende. I et citat, som tilskrives filosoffen Voltaire, hedder det:

”Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det.”

Men vil jeg være parat til at forsvare til døden hvad som helst, der bliver sagt i en hellig religions navn? Nej! Så tolerant er jeg ikke. Der må være en grænse, en streg i sandet. Men hvor går den så? Streger i sandet har det med at blive udviskede af havet, men derfor er man alligevel ind imellem nødt til at ridse stregen op påny, påny.

Selvfølgelig kan der være noget rigtigt i sætningen om nødvendigheden af ”at udvise åbenhed over for andres tro og religion og at betragte forskellighed i religiøse opfattelser som en styrke.” Men kun til en vis grad. Det er ikke alle trosformer, der er lige uskyldige. Og forskellighed i religiøse opfattelser er ikke
nødvendigvis noget positivt, bare sådan pr. definition. Det må handle om de religiøse opfattelsers grad af tolerance overfor anderledes tænkende.

Shulem Shtisel har en bror, der hele tiden påpeger forskellen mellem de rettroende jøder og så alle de andre, det være sig zionister og dem der er endnu værre, goi eller vantro. Og i både den kristne religion og i islam ligger der en trang til at missionere for den sande religion. Dér sættes også skel mellem DEM og OS. I kristendommen udtrykker Matthæus-evangeliet det således:

”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

Men da jeg arbejdede i Afrika for en menneskealder siden som gymnasielærer, fortalte mine elever mig, at de opfattede missionsbefalingen som intolerant kulturimperialisme.

I Cordoba i Sydspanien fortælles en historie om, at én af byens hellige bygninger i den tidlige Middelalder anvendtes som moské om fredagen, som synagoge om lørdagen og som kirke om søndagen. Se, dét kalder jeg religiøs tolerance. Historien er muligvis en skrøne. Hvad der til gengæld den dag i dag er virkelighed, er, at den største seværdighed i Cordoba, Mezquitaen eller den store moské, i 1500-tallet blev udsat for en arkitektonisk massakre, da man smadrede moskéens centrum og byggede en katedral i stedet.
Et andet eksempel: i Talibans version af islam førte den religiøse intolerance mullah Mohammed Omar fra Afghanistan til at beskyde to 1500 år gamle Buddha-statuer med kanoner og forandre dem til ukendelighed.

Så lad mig slutte med Voltaire-citatet, men med en vigtig tilføjelse:

”Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden Deres ret til at sige det. Og jeg forventer, at De udviser samme tolerance overfor det, JEG siger. Ellers må jeg bekæmpe Deres ret til at sige det.”