Nærved kørte som føljeton på facebook over sommeren 2026. Af helbredsgrunde måtte projektet afbrydes. Her er resten af historien.
Hvis du vil læse fra starten kan du finde de foregående afsnit på min facebook profil.
Du kan også købe hele bogen her:
Fysisk bog: https://shop.bookmundo.com/da-DK/book/22070015/n-rved/PB
Ebog: https://shop.bookmundo.com/da-DK/book/22071739/n-rved/EPUB

Julestormene. 1982. 

Decembers kuling og stormvinde drev som så ofte før hen over landsbyen med dens mere og mere tydelige forfaldstegn. Husene stod slidte dér og tog imod nordvestenstormen, som de havde gjort så mange gange før. Den tomme smedjes rustne tag med pandepladerne gav sig, en enkelt cementtagsten eller to fra de ydmyge huse fra 1920’erne røg på gaden; tålmodigt modtog landsbyen vindens nakkedrag, tålmodigt skuttede folk sig inden døre med tændte stearinlys og kravlenisser på landskabsbillederne og familieportrætterne. Sådan nærmede man sig julen og havde gjort det gennem alle årene. I ly af mørket listede en enkelt tilflytter af sted; han trængte til selskab. 

Cornelius’ juleprædiken var ikke hyggelig det år. Kun Helga bemærkede det.

”Hvad var det dog, der skete? Det, som hér fortælles, er at Gud blev menneske, og at denne faste jord, som du og jeg træder på, har båret Jesus, denne luft har han indåndet, denne sol har skinnet på Jesus, dette kød og blod har Han haft på. Og dog er det ikke godt at sige det sådan. For så nærmer vi os blot det poetiske, idyllen, barn Jesus, der i en krybbe lå. Det skal vi ikke høre om. Nej; det, som juleevangeliet vil fortælle os, er det ubegribelige, ja forargelige og absurde: Gud blev menneske, Han blev kød. Gud er ikke længere noget luftigt og teoretisk, en fjern mulighed hinsides alle fromme tanker; han er ikke længere oven over eller uden for, sådan som vi vel synes det mest passende. Han er helt nær ved os. Han banker på vor dør. Derfor er det så afgørende, det, der siges i juleevangeliet, at oversætteren af Lukas mente det passende at starte med et ”Men.” ”Men det skete i de dage.” Dér bliver skellet sat mellem før og efter, mellem det Gamle og det Ny Testamente: Gud blev menneske.”

Men dén julenat var der én, der bankede hårdt og længe på præstegårdens dør. Tøsneen gik i tykke dynger ind over den mørke embedsbolig og de nu halvt nedrevne avlsbygninger. Ingen reagerede. Den besøgende havde et frygteligt ærinde, som han ikke kunne slippe af med. Så ravede han længe fortumlet og halvfuld rundt i landsbyen og forsøgte sig forskellige steder, indtil der ved midnatstid blev lukket op hos købmanden, Frejlif Nielsen. ’Det kunne jo være en kunde’, tænkte han og gennede konen Hanne ud for at lukke op, mens han selv fik fundet slåbrokken. Det var én af de sociale nomader. Han havde sne på sin læderjakke og på sit lange hår og sin hue. Våd og forkommen stod han dér med sin spinkle krop og sine duggede briller og råbte tavst på Hannes medfølelse.

”Jamen Hardy! Står du hér en højhellig julenat? Hvad vil du?” 

”Jeg er nødt til at snakke med nogen!” 

Hun lukkede ham ind. Købmanden dukkede op i køkkenet i grågrøn slåbrok over sin rødstribede pyjamas. Han var blevet lysvågen og kendte udmærket Hardy, der for nylig var blevet nægtet kredit i forretningen. 

”Fortæl nu bare fra starten af,” sagde han beroligende, da han så, hvor oprevet manden var.

”Der er jo dét ved det, at julen, det er nok nærmest den værste tid af af dem alle sammen!” 

”Jamen, det er da ellers noget af det mest hyggelige,” indvendte Hanne. 

Så fik Hardy i brudstykker forklaret, hvordan det var fat med julen for ham og hans venner. Det var noget med svigt, druk og tæsk. Det var noget med at blive beordret ned på torvet i Herlev som niårig for at stjæle et juletræ og så bagefter få skældud, fordi træet ikke var stort nok. 

Frejlif tænkte: ’Er det bare det, manden kommer for?’. 

Det kunne gå hen og blive en lang nat. Hanne tændte et halvt nedbrændt stearinlys på køkkenbordet. 

”Sådan har vi det alle sammen,” fortsatte Hardy, ”altså slænget, som vi kalder os. Vi startede i går med at drikke, drikke tæt ovre ved Oliver………….ja, du så jo selv, hvad vi købte ind!” 

”Men hvad så?”   

”Ja, så her i dag, ja jo egentlig i går, altså juleaften, jeg havde holdt lidt igen, fordi…ja, sådan gjorde jeg nu i går….” Han gik i stå.

”Vil du have en kop kaffe?” spurgte Hanne. 

Det ville Hardy gerne. Frejlif gabte med hånden for munden for at skjule det. 

”Hvad med dig?” spurgte Hanne Frejlif. 

En cognac ville have gjort underværker. Det sagde han ikke. 

”Ja tak!” 

”Jeg tror, han er død,” sagde Hardy pludselig. 

”Hvem er død?” sagde Hanne og Frejlif i munden på hinanden. 

”Jamen altså, Oliver skyldte Nilas penge for et eller andet. Og så………..ja så tog det ene ord det andet, og Oliver beskyldte Nilas for at være en dårlig far……….ja, altså, I véd jo selv, hvordan Mark og Jonas nogen gange har gået rundt, når de har været på weekend ved ham! Sådan med sommertøj midt om vinteren!” 

Frejlif supplerede: ”Og med tyvekoster fra købmanden i jakkelommen!” 

”Er de ved plejefamilien her i julen?” spurgte Hanne. 

”Nej, de er ved Nilas. Han ville have dem hjem. Det var det hyggeligste her i julen, som han sagde.” Købmanden sukkede. 

”Da jeg gik,” fortsatte Hardy, ”ja, så var der blod over det hele. Lige pludselig var der en brødkniv, der røg i maven på Oliver; så var det, jeg ikke kunne klare det mere. Jeg forsvandt. De andre råbte godt nok: ”Hvor fa’en skal du hen, din rådne skid? Du går ingen steder!” Men de fulgte ikke efter. Hvordan det sådan står til lige nu…………ja, godt er det i hvert fald ikke. Hvad gør man?”

”Der er kun én ting at gøre,” mente Frejlif. ”Vi skal have fat i politiet!” 

”Det kommer der ikke noget godt ud af!”

”Hvad med Nilas’ drenge?” spurgte Hanne. 

”Ja, nu foregik det jo ovre ved Oliver, så mon ikke de bare ligger og sover hjemme ved Nilas.” 

”Hvor gamle er det nu, de er?” spurgte Hanne igen. 

”Mon ikke det er fem og syv. Tror jeg.” 

”Og hvem er så ved dem og passer dem?” ville Hanne vide.

”Ja, altså, frøken Hansen…. det kalder vi hende Nilas’ kæreste….. hun var jo også med ved Oliver, så mon ikke bare ungerne ligger stille og roligt og får sig en god nattesøvn?” 

Hardy så helt beroliget ud ved tanken. ”Det kan jo også være, at Nilas og frk. Hansen er gået hjem til dem. Bagefter!” 

”Gået hjem til sine tvangsfjernede unger, sådan efter at have slået et andet menneske ihjel!” udbrød købmanden. ”Nej, nu ringer jeg altså til politiet. Nu kan det fand’me være nok!” 

Ud på natten var det ikke længere julens gyldne stearinlys, der lyste landsbyen op i den mørke vinternat, men politibilens blå blink. Jonas og Mark blev vækket og hentet af politiet og siden afhentet af en rystet plejefamilie.

Der blev intet ramaskrig over dét mord. Snakken gik i Nærved. Nu var man sluppet af med mindst to af kanaljerne. Så kunne Nilas ellers tilbringe nogle år i spjældet på det offentliges regning med fjernsyn i cellen og god mad hver dag og udgang om en tre-fire år og samkvem med hans drenge. Der var ingen, der sammenlignede mordet på Oliver med frysehusmordet, for det var ligesom noget helt andet. Det var før tilflytternes tid. Dengang var de sociale nomader endnu ikke dukket op i Vestjylland. Det var de nu.  I dén grad.

Engang hen over nytår slap retsmedicinerne deres tag i Olivers lig, og så blev det Cornelius’ tur til at passe sit embede overfor det opsprættede og nu sammensyede lig. Olivers udmeldelse var aldrig blevet til noget. Ligprædiken tog nok engang udgangspunkt i Prædikerens Bog: 

”Alt har sin stund og hver en ting under himmelen har sin tid: tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, tid til at dræbe og tid til at læge, tid til at nedrive og tid til at opbygge, tid til at græde og tid til at le, tid til at sørge og tid til at danse, tid til at kaste sten og tid til at sanke sten, tid til at favne og tid til ikke at favne, tid til at søge og tid til at miste, tid til at gemme og tid til at bortkaste, tid til at flænge og tid til at sy, tid til at tie og tid til at tale, tid til at elske og tid til at hade, tid til krig og tid til fred.”

Dér sluttede Cornelius citatet. Den følgende passage: ”Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder?” ville ikke have været passende. 

Frøken Hansen var mødt op. Hun skabte sig, blev der siden sagt. Normalt græd man ikke larmende til begravelser. Og hvis der alligevel en sjælden gang blev skrålet, sagde man: ”Ja, det var også for meget!” Enhver kunne vel fælde en behersket tåre.

Hér blev der skrålet. Uro og flytten sig rundt var der også på bænkene. Århundreders dressur af landsbyens kirkegængere gjaldt ikke de nye tilflyttere. De af Olivers venner, der sad på de første rækker, havde ikke megen forstand på, hvornår man skulle rejse sig og sætte sig, så Cornelius måtte dirigere: op, ned, op, ned. Og den lille snes fremmødte var også salmefremmede, så kordegnen måtte bære salmedelen igennem. Da man nåede dertil, hvor kisten skulle bæres ud til rustvognen, opstod der uenighed og forvirring omkring, hvem der skulle gribe fat i kistens håndtag hvor, og det var tydeligt, at intet var aftalt på forhånd. Der manglede også en bærer. Kordegnen måtte træde til som den sjette til at hanke op i kommunekisten. Der var et par naboer til Oliver med til bisættelsen, bl. a. Jens fra Bjerregaard; så fik folk med rødder i sognet da også at vide, hvordan dén bisættelse var løbet af stabelen. Der blev trukket på smilebåndene rundt omkring ved kaffebordene. Jo, der må siges at være mange måder på det, når vi skal dén vej. 

Nyt afsnit (26)

13. januar 1983. Nærved præstegaard. Notat.

Første gang, man begraver en myrdet, tænker man på den myrdede som offer. Sådan var det med den unge pige, der lå i fryseren for 22 år siden. Man tænker: ”Hvem forløb sig så skammeligt? Hvorfor blev hun og hendes ufødte barn slået ihjel og anbragt sammen med rester af kraftfoder til køerne i en lærredssæk?” Man forretter begravelsen så godt, man nu kan under de mærkelige omstændigheder, der er tale om: ingen kendt morder! Intet navn på ofret! Ingen historie! Ingen gravsten! Og så håber man, at man ALDRIG nogensinde igen skal komme til at begrave et mordoffer. Og dét kom jeg så alligevel til.

Men denne anden gang, ved Olivers bisættelse, var det helt anderledes. Jeg kendte ham kun alt for godt, sådan som han stod dér i mit studerekammer måneden før med sprittågerne dunstende ud af munden og ville ud af Folkekirken. Dét havde han så ikke nået at tage sig sammen til i mellemtiden, stor i munden, som han ellers var. Var han et offer? Og var Nilas en voldsmand? Eller var det hele ikke bare husspektakler, der udartede?

Helga spottede mig og sagde: ”Du har jo ondt af dig selv! Tag dig sammen og pas dit arbejde. Ethvert menneske har ret til en anstændig begravelse!” Det med anstændigheden, ja det var det nok så som så med! Sprittågerne hang også i luften i Nærved kirke den dag, Oliver blev bisat. Flere af de fremmødte var jo berusede. Ja, det var en ynk! Men jeg passede da mit arbejde. 

Jeg véd udmærket, at Helga ser døende og døde i hobetal, ofte under de mest tragiske omstændigheder, børn der dør af kræft og meningitis, voksne, der siger farvel til denne verden uden pårørende. Det er så det arbejde, hun passer. Som sædvanlig har hun ret, men jeg havde det alligevel svært med denne brovtende mandsperson. Så tænker jeg, at jeg jo er et dårligt og ikke særlig kristent menneske. Men dét får så være. Det er min kamp.

16. januar 1983. Nærved præstegaard. Brev.

Kære Nanna!

Du har sikkert læst om det nyeste mord i Nærved julenat, om ikke andetsteds, så i hvert fald i Ekstrabladet. Dét kom der selvfølgelig en værre røverhistorie ud af. Men jo, det er skam rigtigt nok. Cornelius begravede den myrdede her forleden. I 22 år har han ikke begravet et mordoffer; nu skulle det så være én gang til. 

Hvad der egentlig gik galt den julenat, er ikke til at sige. Vi vågnede først på natten halvvejs ved en lyd, som vi slog hen. Så faldt vi i søvn igen. Siden fandt vi jo ud af, at det var et vidne til mordet, der ville have talt med os. Han gik så til købmanden i byen i stedet, fik vi sidenhen at vide. Først senere vågnede vi rigtigt, da lyden af politisirenerne og synet af de blå blink ikke var til at tage fejl af. 

Den slags opgaver er ikke ligefrem Cornelius’ livret. ”Hvordan håndterer man kristeligt set en så ukristelig handling?” spurgte han mig. ”Hvad siger man til sådan en bisættelse? Hvem snakker man med for at indhente viden?”

Det irriterer mig, at jeg altid må gå i rette med ham over den slags. Nogen gange bliver jeg så ærgerlig over hans underlige teologiske formuleringer, som hører hjemme i et andet århundrede! 

Og at han endnu engang er mester i selvbebrejdelser og mener, vi burde have lukket op for vidnet dén julenat og lyttet til ham! Ja det siger næsten sig selv. 

Hvis jeg skal være ærlig, så bunder det hele i Cornelius’ afmagt. Afmagt overfor besværlige folk i sognet som for eksempel Hans Eriksen! Afmagt overfor tilflyttere, der vanrøgter deres tvangsfjernede børn, når de en sjælden gang er på weekend! Afmagt overfor denne myrdede Oliver, som måske i virkeligheden bag sin brovtende facade bare ville snakke og….ja hvad véd man….lette sit hjerte. Afmagt overfor, hvad kristendommen burde kunne udrette i et sogn som Nærved. Og det sogn er jo ikke engang særlig forhærdet! Folk er stort set skikkelige, og kun få melder sig ud af Folkekirken. Men det er, som om hver eneste udmeldelse går ham på. Selv Olivers udmeldelse, der aldrig nåede at blive til noget, fordi han forinden fik en brødkniv i maven julenat!

Han er helt holdt op med at søge andre embeder. 

Det er trist at se på. Men jeg prøver at resignere, selvom det er svært.

Jeg har heldigvis Jacob. Han befinder sig til gengæld godt i Nærved.

Han klarer sig så fint i den lokale landsbyskole. Til skolekomedien ved juleafslutningen spillede han den tapre ridder Rød overfor jomfru Gyldenstjerne, spillet af Liv fra Søndergård. De er de bedste legekammerater. Det er de to i midten af det vedlagte billede.

Og han er så nysgerrig. Undertiden finder jeg ham inde i studerekammeret i færd med at lave opslag i vores leksikon. Hans spørgelyst er næsten utrættelig. 

Det hjælper også Cornelius. Havde vi ikke Jacob, ja så véd jeg snart ikke….

Kærlig hilsen  Helga.

PS: Vi glæder os alle tre rigtig meget til at se dig i påsken. Jeg trænger meget til at gå lange ture alene med dig ved stranden. Du er, som altid, god at hælde mit tunge hoved imod. 

Nyt afsnit (27)

31. december 1983. Nærved præstegaard. Notat.

I klart vejr ser jeg undertiden en hvid streg på  himlen over Nærved. Stregen bevæger sig vestover og forsvinder hurtigt. Ser man godt efter, ser man en flyvemaskine foran. Det er den, der tegner stregen. Det kunne være SAS-flyet til New York. Jeg tænker mig, at det befinder sig i tolv kilometers højde over Nærved. Deroppefra må Nærved anes som utydelige, bittesmå pletter, og det eneste, der er til at se sådan rigtigt, må være vejene og så Limfjorden. Den må til gengæld kunne iagttages med sit blå humør helt fra Hals og til Harboøre fra den højde, tænker jeg mig. 

Og dérnede  ligger så mit pastorat, et sted midt imellem Hals og Harboøre. Midt imellem Harboøres fromhed og Aalborgs gudløshed! En mellemting, hvad det så end er! Men det er dér, jeg er landet for over 22 år siden, jeg Cornelius Sørensen fra Slagelse. Det er lang tid.

Jeg foretager i tanken en faldskærmsbevægelse nedad. Landskabet er rigt og afvekslende. Bakker veksler med åløb og småsøer og vide strækninger af dyrket mark, omgivet af plantninger eller rester af gammel skov. Og langt nede under mig ser jeg noget, der ligner en firlænget gård. Det er Nærved præstegård med præstebolig, forpagterbolig og avlsbygninger. Den ligger dér lige op ad kirken og kirkegården, som tegner sig med små parceller, hvorunder der ligger ét, to eller flere skeletter. Af og til dukker disse skeletter op, når en grav skal sløjfes. Så kan den gamle graver fortælle skæbnefortællinger. Han kender sine skeletter på  tænderne og véd straks, hvem de var. Men endnu er jeg ikke så tæt på, at jeg kan høre hans stemme. Jeg ser en enkelt gård, som er vores nabogård. Dér bor Jens i Bjerregaard. Han er skikkelig, og hvem er ikke det? Udflyttergårdene, som jeg ser så tydeligt, og som brød ud af landsbyfællesskabet på Frederik den Sjettes påbud, hedder såmænd meget opfindsomt Søndergaard, Vestergaard, Nørregaard og Østergaard. Hver af disse gårde har deres egen historie. Deres egne fortællinger! Såre menneskelige og ikke altid lige kønne! Spørg bare graveren! De gamle beboere fra de gårde ligger forlængst på kirkegården, men deres ånd hersker stadig i gårdene gennem mange slægtled, på godt og på ondt.

I Søndergaard gik gården sin opløsning i møde som gård, da ejeren hængte sig, og jorden blev solgt fra. Gården hedder stadig ”Hængehuset” i folkemunde, her 21 år efter. Kønt er det ikke just. 

Ude i Vestergaard hersker en gudsfrygtig sparsommelighed. Den stammer fra Hans Eriksen, som mødte Jesus som ung på Haslev Højskole, og som nu ligger under mulde, ligesom broderen Erling. 

I Nørregaard er der til gengæld foretagsomhed og investeringslyst. Og ejeren dér var for et syns skyld også gennem umindelige tider formand for menighedsrådet, selv om bankbogen betyder mere end Bibelen for ham. Nej, from er han bestemt ikke, men som man siger på de hér kanter: ”Det er nu det!” 

Og så er der Østergaard. Den forrige ejer, Magnus, som havde været et storskrydende medlem af det halvnazistiske Landbrugernes Sammenslutning i 1930’erne og blev temmelig tavs efter 2. Verdenskrig, hvorefter han blev kaldt Magnus Mundlam, ja han ligger også i sin grav, let genkendelig på sine guldtænder. Graveren var fuld af anekdoter, da graven for nylig skulle sløjfes, og han stod dér med kraniet i hånden. Sønnen Frederik driver gården med held og virkelyst, og dén virketrang har datteren Karen arvet. Alt skal være nyt og anderledes. Og derfor måtte hun jo også nødvendigvis melde sig ud af en hæderkronet institution som Folkekirken og bagefter forlade vor lille landsby efter at have leget Nærved-kollektiv et årstid med en langhåret flok fantaster.

Og nu nærmer vi os Nærved. Vi må være åndsnærværende!

Det gælder om ikke at havne i et skrøbeligt hustag i Nærved by med gamle cementtagsten, der forlængst havde været udskiftet, hvis pengene havde været til det. Det gælder også om ikke at lade vinden føre én lige lukt ud i fjorden, som nu ses så tydeligt her fra faldskærmen med de hvide toppe på de krappe søer. Folk drukner jo ind imellem i Limfjorden og ender som strandvaskere. Sådan skulle jeg nødig ende.

Men jeg lander heldigvis sikkert lige foran kirkedøren. Jeg ser over mod præstegården. Flyttelæsset med forpagterens sparsomme ejendele holder foran forpagterboligen. Han kunne ikke få det til at løbe rundt. Besværlig var han da også, set fra præstens synsvinkel. Ole fra Nørregaard lejer jorden, så gad vide, om vi nogensinde får en forpagter igen. 

Og jeg ser mig rundt på kirkegården. Mange af de døde faldt det i min lod at begrave, blandt andet én, som ligger ude ved kirkediget vestpå: en ung pige, som ingen véd hvem er, et mordoffer,  hvis ufødte foster så at sige gik med i købet. I øvrigt er det skam skikkelige folk, der ligger her, bilder jeg mig ind. Udadtil skikkelige! Om pigens morder også ligger begravet her, ja det véd ingen. Endnu da. Måske aldrig! Forhåbentlig aldrig!

Og ja: nu er vi så sandelig landet. For her i Nærved praktiserer vi skam også mord, bare som regel uden m. Også ord kan være giftige og næsten dødeligt sårende. Og sårene kan gå i arv til flere generationer og skabe ufred gårde imellem. Udsigten, da vi lige forlod flyvemaskinen, var storslået: dér lå det lille udsnit af Guds grønne jord, som jeg og Helga bor i; men nær ved er Nærved et sted, der rummer lige så stor fortrædelighed som alle andre steder. I kirken om søndagen er folk fejede og prydede, men ser man efter i gårdenes og de krumme steders krinkelkroge til hverdag, da finder man alt snavset. Og hvis man vil minde altergængerne, der har modtaget Guds nåde og Frelserens tilgivelse af syndens snavs, om et af kristenhedens store symboler, fisken, og indlægge den i det ny altertæppe, så får man vrøvl og protester. Det blev så ikke til noget med dét altertæppe. Der skulle nødig svømme torsk og makrel rundt foran vort pæne gamle alter, når vi knæler og modtager brødet og vinen. Det er så min lille ærgrelse.

Og i Nærved siger man ikke N-Æ-R-V-E-D. Man er karrig med alt, lige fra rosende ord til hinanden og så til udtalen af ordet Nærved. Blæsten og den barske Gud og og hans mennesketugt har reduceret ordet til en brummen: NRRV. Sådan er det. 

Og dér landede jeg for over 22 år siden, Gud bedre det. Jeg søgte sidenhen embede andetsteds, men det blev aldrig.

Nyt afsnit (28)

Skolelukning 1984.

Nærveds frysehus var forlængst blevet lukket. Siden fulgte missionshuset trop. Bageriet drejede nøglen om. Apotek-udsalget gav op omkring 1980. Trikotagehandelen lukkede kort efter. Mejeriselskabet Danmark fandt det økonomisk  uforsvarligt at fortsætte med at drive mejeri i Nærved. Ikke meget var der efterhånden tilbage. Kun kirken og købmanden og den kommunale landsbyskole holdt stand. Men nu gik det op for kommunalbestyrelsen, at Nærveds landsbyskole var for dyr i drift. Man så sig nødsaget til skolelukning. Det ville forældrene ikke finde sig i. Der blev holdt et stormøde i skolen, hvor mange var mødt op. Anton og Stine hørte ikke til dem. ”Nå, dem fra Hængehuset vil nok ikke blande sig!” sagde man efter mødet. Men jo flere der var med til at protestere, jo bedre var det, og så fik Maria fra Vestergaard til opgave at drive en underskrift ud af folkene på Søndergaard. Hun sagde nødtvungent ja.

Så måtte hun dér en lørdag formiddag gå den tunge gang ad den sti, der næsten var groet til, og som kun blev brugt en sjælden gang, da hun var barn og skulle over til Katrine med julekonfekt. Hun trodsede det høje græs og den modne rug, der rakte langt ind over det, der engang havde været en farbar sti mellem to gårde, men som nu var blevet til et morads af brombærtorn og højt græs og grangrene fra læhegnet. Undervejs standsede hun op ved den bænk, som Andreas engang havde fået tømret sammen; hun satte sig. Den kunne stadig bære hende og gav kun lidt efter. Dér sad hun så og tog mod til sig og forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle få det sagt, der skulle siges om lidt. Himlen var høj og blå, og om få dage ville marken være høstet og pløjet; og som der stod: ”Hvor marken bølged nys som guld med aks og vipper bolde, dér ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde.” Det var den salme af Grundtvig, hendes far holdt mest af, ellers var det mere Brorson og dem fra Hjemlandstoner. Men tanken om den gyldne kornmark, der bølgede i blæsten, kunne hun ikke fastholde. Christian skulle ud med ploven, når mejetærskeren havde været der, og hun fortrød bittert, at hun ikke havde overtalt ham til at gå over til Stine og Anton, når han nu alligevel skulle ud med traktoren og ploven. Hun kunne kun håbe på, at de ikke var hjemme. 

En høg hang ude over rugmarken og kunne se noget, som Maria ikke kunne. Pludselig styrtdykkede den. Hendes tankerække blev brudt;  hun rejste sig og banede sig vej gennem de få blomster, som havde undsluppet sprøjtningen og stråforkorteren. Hun nåede volden, der dannede grænsen mellem Vestergaards jord og Antons og Stines have. Hun lagde mærke til de store syldsten, som både Hans og Christian tit havde brokket sig over, fordi de lå i vejen, når der skulle pløjes igennem. Hun passerede æbletræerne, som ikke længere blev beskåret, som de skulle, og bemærkede, at Antons og Stines bil stod midt på gårdspladsen. Så var de hjemme! Hun havde ellers medbragt papir og blyant og håbet på, at hun blot kunne lægge en besked i døren eller i postkassen. Sådan skulle det altså ikke være.

Da hun trådte ind i køkkenet, sad Stine og Anton ved deres morgenbord og læste i hver deres sektion af Politiken. Liv sad på gulvet og legede med en barbiedukke. De så op, højst overraskede over afbrydelsen. ”Hej Maria, hvad skylder man æren?” kom det fra Stine. 

Sådan plejede man ikke at gøre, sådan gå direkte til problemet. 

Anton fik sagt: ”Sæt dig nu ned og få din kaffe!” 

Maria fik sig sat ved køkkenbordet, hvor der også lå andre aviser. Ikke af den slags, Maria kendte til! Det lokale dagblad var der ikke. 

Så satte Anton kop og sidetallerken på bordet til hende, mens Stine skævede over imod hende med brillerne nede på næsen. Det var også fremmedartet. Det ville Christian aldrig have kunnet finde på.

”Et rundstykke?” spurgte han. ”Og mælk i kaffen?” 

Det brugte Maria ikke. 

Dér sad hun så og stirrede på den rød- og hvidternede voksdug.

”Skal I snart til at høste?” spurgte han så. 

Anton forstod da i det mindste, hvordan man sådan gjorde. Så kom der en lang og udførlig beskrivelse fra Maria om kornet, som det så ud nu, om kernernes fasthed, om Christians kontrol med dem, om maskinstationens mejetærsker-kapacitet og ikke mindst vejrudsigten for de kommende dage. Syldstenene ved havevolden blev ikke nævnt. Men de lå der alligevel i samtalens bagkant sammen med alt det andet, der skilte Søndergaard og Vestergaard.

Da Maria var nået til rundstykkets overdel, sagde Stine: ”Hvad er det, du vil, Maria? Er det noget med skolen?” 

Maria fremførte sit ærinde. Hun tog listen med flere sider underskrifter frem af sin taske og lagde den på voksdugen. Dér lå den så med alle de forskellige skriftyper, fra de mest kluntede og ulæselige til de mest sirlige og skolede. Og forneden på sidste side var der plads til Antons og Stines underskrifter. 

”Det er jo det med, at skolen skal lukkes. Vi synes jo ikke rigtig, vi kan undvære den skole. Så er der ingenting tilbage. Ja, der er selvfølgelig Frejlifs butik. Og kirken lukker de jo nok heller ikke sådan lige. Men vi synes nu alligevel, der bliver langt for børnene.” Maria sad lidt og tænkte på, om hun nu havde fået sagt det rigtigt, og om der skulle siges mere.

”Du skal ikke regne med, at du får vores underskrift!” sagde Stine.

”Ja. Nå!” 

Anton kom hende til undsætning: ”Altså, Maria, du skal ikke tro, at vi ikke har diskuteret det, både for og imod. Men vi synes simpelthen, at den skole er for lille. Lærerkræfterne er for dårlige. Udfordringerne er for få. Og så skal man vel ikke bare have skole for landsbyens skyld. Meningen med det hele må vel være at ruste børnene til fremtiden og ikke bare bevare skolen for at fastholde et eller andet kunstigt sammenhold. Give byen kunstigt åndedræt!” 

”Jamen såeh…..” 

Marias hænder var nervøst på vej til at samle papirerne med underskrifterne sammen.

”For Liv har det været en blandet oplevelse at gå i den skole.” sagde Stine. ”Jeg ved ikke, om drillerierne med, at hun bor i Hængehuset, er taget af, men det er i hvert fald ikke sådan, at Liv springer ud af sengen og glæder sig til at komme i skole. Så vi har godt nok meget blandede følelser overfor det sted. Bare det, at børnene siger sådan noget! Hvad er det for noget? Nej, den dag, de lukker den skole, da vil vi græde tørre tårer!” 

”Jamen hvem har da sagt det til Liv?” 

”Ja, det kan du så spekulere over. Du kunne jo starte med at spørge i din nærmeste omgangskreds!” 

”Hvordan skal det forstås?”

”Vil du have det skåret ud i pap?”

”Nej nej, men så må jeg jo nok hellere liste hjemad. Så kommer vi til at mangle de par underskrifter. Så vil jeg da bare håbe, at det ikke er det, der afgør det hele. Og præstens Jacob, han bliver jo i skolen. De har skrevet under!” 

”Dén beslutning om skolelukning er truffet for længst. Det kan du roligt regne med,” sagde Anton. Han tog fat i papirerne og rakte dem over mod hende. ”Så for sådan en flok kommunalpolitikere, da er de hér underskrifter ikke mere værd end en avis, man fyrer op med i kakkelovnen. I er for få til at gøre indtryk!” Han rystede dem frem og tilbage som en fane og stak dem i hånden på hende.

”Det håber jeg sandelig ikke,” fik Maria fremstammet. ”Men så finder jeg lige så stille vejen hjemad. Og tak for kaffe og rundstykke!” 

”Derfor ingen,” sagde Anton. 

Igen måtte Maria sidde lidt på bænken og stirre ud over Christians kornmark. Smagen af det sidste rundstykke med den stærke ost sad stadig i munden. Igen hang høgen der, og igen var der noget i kornet, den havde fået øje på. Alt virkede hjemligt og fortroligt, og alligevel ikke: det hele havde været så fremmedartet. Sådan snakkede man ikke til hinanden på de hér kanter. 

”Hvordan gik det så?” ville Christian vide, da hun kom ind i køkkenet. 

Maria tøvede. Christian ville blive ærgerlig, og hvor meget skulle hun fortælle? Og ville han mene, at det også lidt var hendes skyld? At hun havde klumret i det? At hun, kluntet og genert som hun kunne være, ikke havde formået at belægge sine ord? Og hvad med anklagen mod Erik? Skulle hun nævne den? Den ville han hidse sig op over, og ville det så ikke gå ud over markskellet, som Hans og Anton havde skændtes om, og som Christian så tit havde haft lyst til at pløje op på trods af syldstenene? Nej, så var det bedst at tie stille og hverken nævne noget for Erik eller for Christian. 

”De ville ikke skrive under. De mente jo, skolen den var for bette!” fik hun så sagt. 

”For bette til hvad? Den var da ikke for bette, da du gik i den!” 

”Jamen tiderne har jo ændret sig.” 

”Jeg håber da ikke, at de har overbevist dig! Men vi klarer os nok også uden deres underskrift!” 

Han skar en grimasse.

”Det tog ellers lang tid. Fik du din kaffe?” 

”Ja, og et rundstykke!” 

”Det var da altid noget!” 

Skolen lukkede. Til gengæld fik Nærved sin friskole. Maria og Christian forsøgte at forhindre, at den blev ”Grundtvig-Koldsk”, men de bøjede sig: ”Grundtvig-Koldsk” var bedre end ingenting.

I årene efter groede stien mellem Vestergaard og Søndergaard helt til. Anton og Stine lagde det meste af deres handel andetsteds end i Nærved. Og Liv kom i en friskole i købstaden. Præstens Jacob blev i den ”Grundtvig-Koldske”.

Nyt afsnit (28)

Nærved. 1984.

Sidst på sommeren det år tog Cornelius en stor besøgsrunde. De ældre i sognet kunne nok have brug for besøg, når man tænkte på, hvor fortravlet den aktive generation var blevet. Ét af besøgene gjaldt Else. Hun var blevet svagelig på det sidste og trængte til selskab. Cornelius gik den lange vej derud ad markvejen i det klare augustvejr. Der var vindstille, og den eneste larm i landskabet var Carls grå Ferguson med ploven. Han sad dér lille og skrutrygget på førersædet. Et par måger fulgte opmærksomt efter og spejdede efter noget i plovfuren. Så standsede han, lukkede døren til førerhuset op og råbte: ”Skal du have ål?” Cornelius rystede på hovedet og sagde noget, som Carl ikke hørte. Så blev motoren standset. Carls hue gik ned over ørerne, fordi der var koldt i det gammeldags førerhus. 

”Jeg vil besøge din gamle mor.”  

Carl løftede fingeren og startede motoren igen uden et ord og fortsatte pløjningen.

Gårdspladsen lignede et museum for gamle landbrugsredskaber; og fra den åbne siderude af en gammel gråblå Renault 4 stak hovederne af tre grå katte frem. Den ene manglede et øje. De forsvandt bag bilens fordør og sprang ud i den anden side, sky som de var. 

Cornelius gik ind.

”Ja, Carl er i marken,” forklarede Else. 

”Jeg hilste lige på ham,” sagde Cornelius, ”han troede, jeg kom efter ål.” 

”Ja, han har da stadigvæk lidt handel. Men det er ikke meget. Jeg véd ikke, hvor de ål bliver af. I gamle dage, når min bedstefar gik til stangs, da var der ål! Det kniber nu om dage. Så Carl bruger også bildækkene. Det må han jo ikke; men når han nu passer på, så går det vel. Ja, sådan er alting blevet. Men heldigvis kan Carl stadigvæk både malke den røde og den blå ko!” 

”Den blå ko?” 

Det var Limfjorden, Else talte om. 

Cornelius så sig om i stuen. På skænken stod en stor kongelig porcelænsfigur, der forestillede H. C. Andersens prinsesse og svinedrengen, i færd med at kysse hinanden. Billeder af Limfjordsegnen var der ingen af. Der lå en broderet dug på spisebordet som pynt.

Så bød hun på kaffe og hjemmebagte småkager. Hun forklarede, hvordan det jo nok ville ende med, at hun aldrig kom fra stedet, selvom hun gennem mange år havde drømt om det. Carl ville få svært ved at klare sig selv. 

”Hvem ser du ellers?” ville Cornelius vide. 

”Det er ikke meget! Der kommer jo ingen. Jeg skulle være flyttet til byen, mens jeg kunne.” 

”Altså Nærved?” 

”Ja, ja. Der er for langt herud. Men det er nu det. Der er ikke at gøre ved det. Jeg er blevet for gammel.” ”Hvorfor tror du ikke, Carl kunne have klaret sig selv?” 

”Carl! Han kan ingenting i et køkken. Hvordan skulle han så få føden?” 

Cornelius tænkte ved sig selv, at der jo alligevel ville komme et tidspunkt, hvor Carl skulle bevæge sig ind i det køkken og lære at bruge det. 

Else fortsatte: ”Hans ovre fra Vestergaard, han kom, så længe han kunne. Han var jo Vagns fætter. De var sammen i Missionen.” 

”Ja, det var de jo.”

”Dengang i mine unge dage, da skete der noget; der var missionsuger, og der var bibeltimer. Der var spejderbevægelse. Det var en god tid. Nu sker der ingenting. Og nu lukker de jo det hele.” 

Det var en tankeløs bebrejdelse.  

Hun fortsatte: ”Ja, den nedlukning af missionshuset, den var hård ved Hans Eriksen.” 

Cornelius slog om.

”Det kunne nu have været hyggeligt at hilse på Carl,” sagde han. 

”Åh, han har så meget. Det landeri er ham noget tilovers. Men det får vel en ende engang.” 

”Det gør alting jo!” 

”Nå ja, på dén måde,” svarede Else.

Samtalen ebbede ud. 

Carl kunne Cornelius ikke greje. Hvad var han? Hvem var han? Hvad tænkte han på, når han før solopgang røgtede sine bildæk og ruser og rør? Havde han længsler? Han var som et låst værelse, og hans mor havde ikke nøglen.

”Jeg er jo ikke rask,” fik Else så sagt. ”Men det ordner sig vel.” 

”Hvad fejler du da?” 

”Årh, det er vel sådan det hele. Mit gamle skrog vil ikke makke ret længere. Men Carl vil jo ikke snakke om det.” 

”Ja, på et tidspunkt kan han vel blive nødt til det.” 

”Jeg véd såmænd ikke. Han går sin vej, når jeg prøver på det. Det er ikke så nemt!”

”Kunne jeg snakke med ham?” 

Else smilede ved tanken: ”Jamen du kan da prøve.” 

Ja, hvem havde nogensinde kunnet tale fornuftigt med Carl? Selv da Vagn levede, blev det ikke til megen snak. De to gav hinanden beskeder om det lille husmandssteds gøremål og om dagens dont. Det kunne være en radrenser, der skulle repareres, eller en ko, der havde yverbetændelse, og sådan var tiden gået, indtil Vagn var kommet ud for ulykken ved tærskeværket. Så havde Carl taget over og var blevet enerådende med hensyn til gårdens drift. Om han havde forgældet den, eller hvordan det i det hele taget var fat med driftsregnskaberne, anede Else ikke noget om. Og hun havde heller ikke lyst til at vide det. Så længe det gik, så gik det. Hun fik sin gode pension, som også hjalp til. Og Carl nærmede sig efterlønnen. Der stod også lidt på bogen. Begravelsen var sikret.

Cornelius afbrød hendes tankerække.

”Jeg kigger snart ud igen!” 

På vej hen over gårdspladsen så han Carl, der stod med en stor svensknøgle i hånden og stirrede ud over den nypløjede mark. 

Carl fik så sagt: ”Hvad blev det til med dem ål?” 

”Jamen har du nogen?” 

”Nej!” 

”Jamen såeh…,” sluttede Cornelius af. 

”Jeg ringer, hvis der er nogen!” 

Det var da også en slags venlighed, tænkte han.

Få måneder efter døde Else af en blodprop. Carl ringede en novembereftermiddag og præsenterede sig uden sorg i stemmen: 

”Det er Carl!” 

Cornelius var opmuntret og spurgte til ålene. 

”Nej, der var ingen ål. Det er mor. Hun er lige død! Så skal vi vel have en snak!”

’Hun nåede åbenbart ikke at komme til alters. Hvorfor havde fjolset ikke sørget for det?’ 

Cornelius begav sig i bil til husmandsstedet. Bedemanden havde lige været der og var på vej tilbage. De mødtes på den smalle vej, og Cornelius måtte med stort besvær bakke omtrent 30 meter, indtil de to kunne komme forbi hinanden. Så humplede hans bil langsomt opad mod Elses og Vagns sted ad den plørede vej. Novemberhimlen stod mørk og tung over det lille forslidte husmandsbrug, og vendte man hovedet mod sydvest, var solen ved at gå ned over Limfjorden i en blodrus af røde nuancer. 

Inde i stuen fik Carl lempet et par slebne krystalglas ud fra skænken med det røde glas for lågerne. 

Han hældte kirsebærvin op og så på Cornelius. 

”Ja, så må du jo sige, hvad der sådan skal ske!” mente han. 

”Jamen Carl, det er vi da fælles om. Havde din mor en yndlingssalme?”

”Det véd jeg såmænd ikke!” 

”Havde bedemanden ingen gode idéer?” 

”Det var en dame!” 

”Hvad mente hun?” 

”Hun mente jo, at det kunne du nok bestemme!” 

”Nå. Så må vi se. Else satte vel pris på Hjemlandstoner?” 

”Det kan være,” mente Carl. 

”Prøv at finde den!” 

Carl ledte under sofabordet og hev et slidt eksemplar af den lille røde bog frem. Cornelius bladrede lidt i den. Ind imellem var der sat streger med blyant ud for nogle af salmerne og under nogle af linjerne. Andre steder var siderne sorte af opslag fra fromme fingre. Cornelius så for sig et ydmygt fromhedsliv i pagt med den barske natur og mindedes den Millet-kopi i olietryk, som han havde set så mange steder. Sådan kunne Vagn og Else såmænd også have stået med foldede hænder ved deres trillebør ved kartoffelrækkerne med solnedgangen og Limfjorden i baggrunden. 

”Mor var så god ved dyrene! Det skal vel med?” fik Carl sagt.

”Det skal det helt sikkert. Fortæl mig noget mere!” 

”Jamen hvad kan det være?” 

”Måske skal vi starte med begyndelsen. Hvor er hun født, og hvordan var hendes ungdomsliv? Var hun ude at tjene?” 

”Ja, hun fik altid et godt skudsmål!” 

Sådan gik snakken så trægt. Det var svært at hale oplysninger ud af ham. At hun flittigt og omhyggeligt havde passet hjemmet, at hun var ferm til at binde kranse og kors for folk til kirkegården til jul, at hendes have var pæn, så længe hun magtede det, det kunne ikke blive til mange sætninger til en ligtale. 

Det gamle vægur med pendulet bag glasset fik tiden til at føles længere.

Så gik de over til salmevalget. De sortsmudsede passager i Hjemlandstoner var ledetråden. Siderne omkring ”Blomstre som en rosengård” var snavsede. Og det passede fint til Elses påpasselighed overfor haven og til den tilstundende jul. Så blev det dén. 

Cornelius foreslog ”Se nu stiger solen”. 

”Den er der rigtig mange, der bruger nu om dage,” forklarede han. 

Carl nikkede. Han var godt tilfreds med, at præsten tog over.

”Så kan du for resten gøre, hvad du vil,” mente han.

”Så blev du alligevel ene,” fik Cornelius sagt.

”Ja, det gjorde jeg vel.” 

”Kan du klare dig?” 

”Det er jeg da nødt til!” 

”Men sådan med mad og sådan?” 

”Årh, sådan stege en ål og brase et par kartofler, det kan jeg jo nok finde ud af!” 

”I gamle dage fik sådan én som dig en husbestyrerinde.” 

Carl så betænkelig ud. ”Det er vist ikke en god idé. Hvad skal jeg sætte sådan én til?” 

”Det samme som din mor velsagtens.” 

”Nu gjorde hun jo ikke så meget til sidst. Så kan jeg vel gøre det samme, som hun gjorde. Og de par æg, der er i hønsegården, dem kan jeg nemt samle ind. Og hvad skal sådan én have i løn? Og hvor skulle jeg gøre af hende? Skulle hun ligge i mit kammer på loftet?” 

”Er du selv flyttet ned i din mors sovekammer?”

”Ja da,” kom det promte. ”Men dér kunne sådan én da ikke være!”

Cornelius tog afsked med Carl. Moren fik en pæn begravelse og plads ved siden af Vagn, der havde ligget på kirkegården i en menneskealder. Og nu ventede gravstedet bare på Carl.

Nyt afsnit (29)

1987.Nærved.

I begyndelsen af 1987  inviterede Cornelius landbetjent August Hansen på besøg i konfirmandstuen. Konfirmandspirerne havde diskuteret problemet omkring borgerlig lov versus Guds lov, og med Guds krav til Abraham om ofringen af Isak som eksempel havde de unge uskyldigheder endevendt temaet: findes der religiøse krav, der kan suspendere borgerlig lov? August Hansen syntes, problemstillingen var forskruet og fjollet, men han havde alligevel lovet at informere de håbefulde grønskollinger om borgerlig lov og ret og retsfølelse og om samfundets holdning til selvtægt. Han var mødt op i fuld uniformering. Det gav respekt.

Nu sad han så bagefter i præstegårdens køkken sammen med Cornelius og Helga og den unge konfirmandspire Jacob.

Samtalen faldt uvægerligt på frysehusmordet. 

”Vi har i princippet aldrig opgivet den historie. Men så vidt jeg véd, efterforsker vi den ikke længere. Alle spor endte blindt,” fortalte August. 

Så fortalte han historien om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej 74 i København i 1948. Dén historie kendte han ud og ind. Hans far, der som politimand var blevet deporteret til koncentrationslejren Buchenwald i 1944 under Besættelsen, var kommet hjem med de hvide busser, nedbrudt på krop og sjæl. Han blev pensioneret allerede i 1947, og optagetheden af dobbeltmordet udviklede sig til en ny besættelse. Det havde været ulideligt at høre om, da August var barn. 

”Nu skal du høre, August, hvad jeg fandt i en avisartikel: endnu en detalje, som politiet aldrig var opmærksom på.”

Eller: ”Den taxachauffør, der fragtede ægtemanden hjem til nummer 74 dér sidst på eftermiddagen på morddagen, hvem var han bestilt af? Sikkert ikke ægtemanden selv! Der lå helt sikkert en fælde dér.”

Og så kastede den stakkels traumeplagede mand sig over endnu en række mærkværdige hændelser i forbindelse med det brutale mord på det veletablerede ægtepar i den mondæne lejlighed på Peter Bangs Vej.

”Min gamle far kunne ikke slippe den historie. Det var hans tragedie. Jeg slap den historie med frysehusmordet samme år, vi fandt liget. Ligene, om man så må sige! Så i 1962, da jeg var med til at rapportere Andreas’ selvmord, da tænkte jeg, at nu måtte det være nok med den sag. Men den ligger stadig i en mappe sammen med andre uopklarede sager. Heldigvis er der ikke så mange af dem!”

Helga og Cornelius begreb nok, at det betød, at August ikke syntes, det var umagen værd at snakke om den historie.

”For os betød den nu alligevel meget. Det var så at sige næsten vores første møde med Nærved,” sagde Helga. 

”Det var jo alligevel ikke én hér fra sognet, der lå i dén fryser,” fik August bemærket.

”Det gør det bare mere gådefuldt. At der mangler en brik i et puslespil, det er så, hvad det er. Men hér mangler jo næsten alle brikkerne. Og ja, ganske vist var ofret ikke hér fra sognet. Og sæt nu, at morderen var,” tilføjede Helga.

”Mor har jo snakket så meget om den mordgåde, så den næsten er blevet en bedre historie end den, du lige har fortalt om dér på …..hvad var det nu?”

”Peter Bangs Vej. Af og til tvang min far mig ligefrem på cykeltur ud forbi stedet. Det blev jeg ikke klogere af. Jeg havde bare inderlig ondt af min stakkels far. Han drømte vel om igen at blive respekteret i etaten og kunne opklare det mord. Så jeg cyklede selvfølgelig med. Ind imellem tog han ligefrem ind på Gården for at fortælle om sit nyeste fund. Gad vide, hvordan han blev modtaget derinde? Det sagde han aldrig noget om.””

”Hvad for en gård?” spurgte Jacob.

”Ja altså, Politigården derinde i nærheden af Hovedbanegården i København.”

”Min mor tog sommetider billeder af mig ved mordofferets grav.”

”Jacob!” kom det ærgerligt fra Helga.

Cornelius og August lo.

”Jeg læste en artikel i vores fagblad om en engelsk forsker,  Jeffreys tror jeg det var. Helt nye muligheder, forskning i arvemateriale, DNA som det vistnok hedder! Det kan godt gå hen og blive fremtidens efterforskningsredskab. Ligesom fingeraftrykkene blev det engang. Havde vi haft DNA-viden dengang, så havde vi kunnet snuppe morderen. Jeg kan ikke røbe detaljerne, men vi havde nogle spor. Og ja, det kunne såmænd godt have været en lokal.” August lænede sig tilbage, studerede reaktionen og tænkte sit.

Så tog han afsked.

”Utroligt, som dén historie har forfulgt os,” sagde Cornelius. ”Men jeg foretrækker nu at tro, at morderen ikke er fra Nærved.”

”Men far, hvorfor i alverden skulle én, der ikke bor hér, så lige vælge Nærved frysehus at dumpe sit lig i?”

”Ja, af alle steder,” tilføjede Helga.

”Hvis jeg skal sige min mening,” sagde Cornelius, ” så tænker jeg, at politiet nok hurtigt har lagt den sagsmappe til side, fordi den myrdede netop ikke var én fra sognet. Eller fra Danmark for den sags skyld. Hun matchede jo ingen savnede på det tidspunkt. Så der var intet pres fra offentligheden. Intet pres fra pressen! Til gengæld har der nok været en ledelse i Politigården, der på et tidspunkt har sagt: ”Nu kan det være nok med det lig i det frysehus i den flække derude, hvor kragerne vender.” Og så døde sagen ligesom pigen og fosteret. Og hvorfor de to havnede i Nærved frysehus, det tror jeg aldrig, vi får svar på. Men jeg nægter stadig at tro, at morderen er herfra. Jeg vil vove at påstå, at jeg efterhånden kender folk rimelig godt hér i sognet. De er irriterende. De er smålige. De er trættekære. Men de er ikke mordere. Ikke én eneste af dem.”

”Det vil tiden vise,” sagde Helga.

”Ja, og til den tid er jeg forhåbentlig for længst pensioneret,” fastslog Cornelius.

Nyt afsnit. (30)

Sjælesorg.

Sidst på sommeren 1991 havde Cornelius et hjembesøg. Én af de gamle i sognet var fyldt 60. Det var Carl Bovbjerg. Og Cornelius havde også lyst til hans ål. Carl var én af de mange i pastoratet, der gik for at være  sær. Hans far var død, da Carl endnu var ung, og siden da havde han passet husmandsstedet sammen med sin mor, Else, og havde ikke haft lyst til at forlade sit krumme sted. Der gik ganske vist historier om hans lange ture til Esbjerg og Vejle, ja helt til Hamborg, for at se fodbold. Det var hans eneste lidenskab, mente man i sognet. Til landbruget havde han ingen lyst. Han fiskede lidt ål, selvom der blev længere imellem dem op igennem 80’erne. Han konstaterede, at han oftere og oftere måtte skuffe sine kunder, når de svingede ind over gårdspladsen med dens dynger af gammelt jern, rustne radsåmaskiner, harver, traktordæk og et aflagt førerhus til en grå Ferguson og et par radmagre katte og deres skræmte yngel, der sloges om de sparsomme åleskind. 

Da Else døde, havde han efterlønnen og lidt leje for jorden. Dén ville han ikke af med. 

Det krumme sted lå dér i den nordvestlige udkant af sognet, hvor Limfjordsbredningen gik over i en vig. Der var kun en lang markvej derud med en forhøjning i midten, som ikke var kørt til. Det høje græs børstede mod bunden af Cornelius’ bil, mens han kørte af sted og kun kunne håbe på, at der ikke var usynlige sten i midterrabatten. Langs siden af vejen stod en række forblæste graner, der måske engang var tænkt som et læhegn for sandstorm og snefog. Nu stod de dér og strittede asymmetrisk og halvvissent østover og rakte ind over marken, mens vestsiden af dem var svedet af årtiers blæst. 

Både Cornelius og Helga kendte godt Carl. Han var ikke af mange ord. Ude at tjene havde han aldrig været; lidt daglejer havde han været sådan ind imellem. En tur til dragonerne i Randers var det blevet til; men livet ved Forsvaret passede ham ikke. Han ville hellere bare være hjemme og passe det krumme sted, som lå dér forblæst med sine magre marker i den fjerneste del af sognet. 

”Vi fik da føden ved det,” havde han sagt til Helga, dengang moren døde og var blevet begravet.  Han havde også kørt mælkebil, da der fandtes mejeri i landsbyen. Det var forlængst forsvundet ligesom missionshuset og frysehuset og frisøren og alt det andet. 

Han bød velkommen i den forslåede bagdør i sit pæne tøj. Han havde også barberet sig i besøgets anledning og duftede af billig barbérsprit. På sine gamle dage var han blevet småfed; det sparsomme grå hår omkring ørerne sad tæt og vandkæmmet. Nu humpede han ind igennem bryggerset, hvor et støvet oliefyr, der havde kendt bedre dage, stod og brummede. Der blev budt på kaffe og købesmåkager.

”Kirsebærvin?” 

Hans spørgsmål åbenbarede et tandsæt med en flok brune tænder, som der engang havde været flere af. 

’Gad vidst, om han skrår,’ tænkte Cornelius.

Carl tog to slebne portvinsglas fra dækketøjsskabet med det grønne glas for lågerne og hældte i med rystende hånd. De højryggede stole og bordet, de sad ved, måtte stamme tilbage fra trediverne. Det var, som om Else og Vagn stadig på en sælsom og spøgelsesagtig måde var til stede i hjemmet.

”Ja, Else havde sandelig en god smag, sådan med alting,” sagde Cornelius.  

”Mor vidste nok, hvordan hun ville have det. Det havde hun forstand på!” 

Cornelius lagde mærke til, at intet var forandret, siden han var der sidst. Den broderede dug havde ikke flyttet sig en tomme, siden han besøgte Else kort før hendes død. Han kiggede på det sødladne oliemaleri på væggen af en bondegård i et sjællandsk landskab. 

”Det ligner ikke Limfjordsegnen, billedet dér! Mon ikke en dygtig maler kunne have malet dit sted hér lige så godt?” 

Tanken om gårdspladsen strejfede Carl. ”Aah, så skulle jeg nok have ryddet lidt op først!” 

Ja, hvem kunne dog have lyst til at male et par forblæste graner og et krumt sted for enden af vejen? Præster sagde nogen gange de underligste ting. Da han skulle konfirmeres, forhørte pastor Johansen ham om englevinger og den slags. Allerede dér var han blevet svar skyldig.

Så gik snakken lidt frem og tilbage om de sidste køer, der var solgt fra gården, og om de store begivenheder i verden efter Berlinmurens fald. Tabet af køerne fyldte mere i Carls hoved end Sovjetunionens opløsning. 

Han var ikke meget meddelsom, som han sad dér, bleg og gammel. Han hostede demonstrativt og fortalte sparsomt om sine fysiske skavanker. Det var jo mest bentøjet, der drillede. 

 Diskretion lå folk herude i blodet, tænkte Cornelius.

”Lidt bronkitis var der vel også engang imellem,” sagde han med et skævt smil, der igen afslørede tændernes tilstand.

 ”Så var der også noget andet,” sagde han tøvende. 

”Ja?”  

”Der er jo noget, der hedder sjælesorg. Hvad er det for noget?” 

”Sjælesorg!” Cornelius måtte holde en pause for at være sikker på at få sagt det rigtige og få det rigtige sagt på den rigtige måde. 

”Sjælesorg,” fortsatte han så, ”ja, men hvis man har…….” Han afbrød sig selv. ”Det er jo et mærkeligt ord, for det har ikke noget med sorg at gøre. Det handler om omsorg for sjælen. Og det er præsters måske ædleste opgave at drage omsorg for sjælen.” 

Carl lyttede opmærksomt. ”Hvis man nu bærer på en skyld, er sjælesorg så den behandling, der skal til?” 

”Altså behandling, det kan man nok ikke ligefrem kalde det, men det kan være, man kan komme til rette med sig selv. Lære at leve med sig selv og sin fortid. Det er jo det, der udtrykkes i Fadervor. Forlad os vor skyld!” 

Carl nikkede uudgrundeligt. Han skænkede kaffe op og nødede Cornelius til at tage en småkage til. Der sad de så i en talende tavshed, mens de vendte Frejlifs købesmåkager på tungen. Fornøjelsen var lettere blandet.

Så sagde han: ”Tak, det var vist bare det, jeg skulle vide!” 

”Hvis du får brug for en snak, så véd du, hvor jeg bor. Eller du kan bare ringe. Du er velkommen, også udenfor træffetid!” 

”Der var lige det med tavshedspligten,” sluttede Carl af. ”Hvordan er det med den?” 

”Det, som jeg får at vide i sådan en samtale, det kommer ikke videre. Det er også en del af sjælesorgen. Det er et fortroligt rum mellem os to. Der er kun én tredje part, der lytter med. Det er Gud!” 

Der fór en næsten umærkelig trækning af ubehag henover Carls ansigt. 

”Nå. Ja.” Der blev en pause. ”Ja ja da! Det er nu det. Det er vel sådan, det skal være!” 

Til sidst spurgte Cornelius, om han havde ål. Han rystede på hovedet. 

”Om fem dage!” sagde han lakonisk. 

”Kan jeg bestille dem?” 

Carl nikkede.

De tog afsked med hinanden. Carl blev stående længe i døren, mens Cornelius kørte hen ad markvejen og engang imellem kiggede i bakspejlet; og det var tydeligt, at der ville komme betroelser. Men hvornår de ville komme, og hvordan Carl skulle få tungen på gled, kunne Cornelius ikke finde ud af. Og hvad der skulle komme af betroelser, kunne han slet ikke regne ud. Hvad kunne sådan en hjemmefødning dog have bedrevet, der trængte til sjælesorg? Og havde han selv overhovedet lyst til at høre på betroelser? Nadveren måtte vel være nok. ’Vi er jo ikke katolikker,’ tænkte han ved sig selv.

En hare løb over vejen og blev forvirret. Så løb den i markvejssporet i samme fart som Cornelius’ bil det meste af vejen op til den asfalterede vej, hvor den lige pludselig bøjede af og forsvandt i majsmarken. 

Fem dage efter spadserede Helga og han ud efter ålene. Carl var i gang med at flå dem, da de ankom i augustheden. Han var kort for hovedet. 

”Det var, hvad det kunne blive til. Men det er alle sammen måls-ål.” 

”Måls-ål?” spurgte Helga. 

”Der er altså ingen undermålere imellem?” tilføjede Cornelius.

”Nej, nej.” 

”Jamen så siger vi da mange tak for handelen,” sagde Cornelius og afregnede. Mønterne og sedlerne fandt plads i en tyk, blankslidt, sort pung med rigelige mængder af hundredkronesedler og en lille flok af større sedler med både egern og firben, lagde Helga mærke til. Der var ingen forbindtlighed, ingen lyst til at fortsætte samtalen, ingen lyst til at byde på en tår kaffe i anledning af handelen. På vej ud af det, der engang for længe siden havde været en ryddelig gårdsplads bemærkede hun, at det da var en fantastisk udsigt. 

Carl trak på skulderen. ”Det kan siges!”

Men ålene smagte godt. 

Nyt afsnit. (31)

4. september 1991. Nærved præstegaard. Notat.

Jeg havde et mærkeligt hjemmebesøg for nylig. Og jeg kan ikke få det ud af hovedet. Og da Helga og jeg nogle dage efter besøgte denne gamle mand (Carl hedder han) i sit fjerntliggende husmandssted for at hente de bestilte ål, så sagde Helga på vejen hjem: ”Jeg fik en sær fornemmelse derude. Han gemmer på en hemmelighed. Han er morderen til pigebarnet! Det er ham, Hans Eriksen omtaler i det mærkelige manuskript, du vist aldrig fik læst.” ”Hvad er det dog, du siger?” udbrød jeg. ”En fredsommelig gammel mand, som livet bare har bevæget sig udenom på det hér øde og forblæste sted!” ”En frysehusmorder!” vedblev Helga. ”Jeg kan mærke det. Der er en afstumpethed over den mand! En afgrund!” Helga har jo udviklet sine litterære tilbøjeligheder gennem de senere år, men det hér var at gå for vidt. Jeg slog det hen. Hvorfor nu mindes den trælse start på mit præstekald i Nærved sogn? Hvorfor mindes opstandelsen den påske (undskyld udtrykket) over liget i det nu forlængst nedlagte frysehus? Men pludselig slog det mig, at manden havde spurgt til sjælesorg. Det er sjældent, folk stiller den slags spørgsmål. Selvfølgelig ser Helga bedre end jeg, når det kommer til sjælenes afgrunde. Hun har trods alt siddet ved langt flere dødslejer og omgåedes langt flere ejendommelige mennesker som sygeplejerske, end jeg har som præst. Så måske er det bare mit syn, der ikke evner at se det, der skal og kan ses. På den anden side: en morder i Nærved sogn! ”Hvad bygger du det på?” måtte jeg spørge. Hun trak på skulderen. ”Intuition!” 

Og hvorfor kan jeg så ikke få det ud af hovedet?

Jeg tror alligevel, hun tager grundigt fejl. At myrde kræver format. Det kræver lidenskab. Den har Carl ikke. Jeg ser den i hvert fald ikke. Det eneste, jeg ser, er en hjemmefødning, der ikke kunne frigøre sig fra sin gamle mor. Sådan nogen myrder ikke.

4. september 1991. Nærved præstegaard. Brev.

Kære Nanna!

Den gåde, jeg mange gange har grundet over, er løst. Jeg er så sikker i min sag. Så mange gange er jeg gået forbi den grav med dens skiftende valg af buketter fra en ukendt person. Så mange gange har jeg tænkt over, hvorfor hin navnløse havnede i den sandede jord på Nærved kirkegård. Hvem myrdede hende? Mærkeligt, at jeg ikke før har fået øje på ham. Han var blot én af disse stilfærdige, der kom krabbende ind i kirken til højtiderne og sad dér og sang pligtskyldigst med på Grundtvigs og Brorsons salmer og rejste sig op og satte sig ned, som man skulle. Støttede sin gamle mor, da hun blev aflægs og havde svært ved at humpe hen til mandens grav. Sørgede for en fin begravelse til hende, da det blev hendes tur til at ligge i en kiste foran alteret i Nærved kirke! Passede hendes grav med omhu og kærlighed! Ikke en finger at sætte på noget som helst! Og så var det alligevel ham, der på sin vis havde hele to gravsteder at passe. Ét med navn og sten og fødsels- og dødsdatoer og en mor, han holdt af, nedenunder stenen; og et andet ét uden hverken det ene eller det andet, blot en lille parcel, indrammet af en buksbomhæk, med en pige, han ikke kunne komme afsted med at holde af. Beplantninger på forældrenes gravsted, buketter på den elskedes gravsted! Af én eller anden grund blev dén grav ikke nedlagt, måske også fordi folks bisættelsesskikke har ændret sig. Der er plads nok på nutidens kirkegårde. Plads nok til både myrdede og naturligt afdøde! Og så får morderen vel engang ret snart sin plads ved siden af sin far og mor. Det rigtige ville være at begrave ham ved siden af den navnløse. Det ville være smukt!

Nu mangler vi bare en tilståelse. Cornelius blev forfærdet over min direkte snak. ”Hvad er et dog, du siger?” udbrød han. Og så blev han sur. Men hvad jeg sagde, det sagde jeg. Trolden slap ud af æsken. Det er godt for Cornelius. Han har også en trold, der skal ud af æsken. Han vil ikke se hverdagens dæmoni. Han magter det ikke. Men det er dog det, der gør verden farverig og grum og smuk.

Brænd dette brev, Nanna! Det kommer ingen ved. Og hemmeligheder kan vi to dog nok holde på.

Mange kærlige hilsner Helga. 

Nyt afsnit (32)

4. september 1991. Berlin.

Brevet havde ligget i Stasis arkiver i  30 år. Da Erich ansøgte om adgang til arkiverne i 1991, fandt han det, åbnet og kommenteret. Der stod bl.a., skrevet med en hånd, der i hvert fald ikke var Beates: ”bør ikke videresendes”. Men det var Beates bøn til ham om at flygte til Vesten, mens tid var. Hun skrev:

30. juli 1961.

Kære Erich!

Flygtningestrømmen til Vestberlin tager til, det er i hvert fald hvad de skriver i aviserne herovre. Der er spekulationer om DDR lukker grænserne. Skynd dig nu, min elskede. Det haster. Og som jeg tidligere har skrevet, er det vigtigt, at du tager dig sammen.

Der er en kluntet bondemand, som jeg traf til en fodboldkamp, som jeg traf til en fodboldkamp i Hamburger Sportsverein. Han er sød og lidt hjælpeløs. Han er fra Danmark, fra en lille landsby der hedder Narved eller sådan noget. Den ligger ved Limfjorden, tror jeg det er. Han har forelsket sig i mig, men hvad skal jeg med ham, hvis jeg har dig? Så skynd dig. Jeg venter med længsel. Adressen står på kuverten.

Din Beate.

Brevet var afsendt fra Kottwitzstrasse 62 i Hamburg, adressen tydede på et lejet værelse. 

Han vidste, at som tekniker på lampefabrikken VEB Rosa Luxemburg havde han været betydningsfuld for produktiviteten i DDR. Derfor måtte man bruge luskede tricks for at beholde ham. Til gengæld var det intet i arkiverne, der tydede på, at Hildegard var en meddeler, som Stasi havde anbragt hos ham. Det måtte have været hans paranoia, der var løbet løbsk dér i begyndelsen af 1980’erne. Måske havde hun blot været forelsket i ham. 

Raseriet ulmede i ham, og han brød straks op fra Berlin og spurgte sig frem i Hamburg. Ingen mindedes en flygtning fra Østberlin, der skulle have boet på den adresse for 30 år siden.  Og navnet Narved gav heller ingen mening. Langt om længe fandt han ud af, gennem venners ven, der kendte en dansker, der boede i Berlin, at Narved kunne være Närved eller Nærved. Og ganske rigtigt: Nærved fandtes, hvis man gik tilstrækkelig langt ind i de geodædiske kort. Erich bestemte sig til at tage til Nærved, næste gang han skulle på ferie. Det skulle han i oktober.

Nærved, oktober 1991. 

En dag i oktober kom købmand Frejlif forbi præstegården. Han kørte stadig varetur for at få købmands-forretningen til at hænge sammen. Cornelius lukkede ham ind på kontoret. 

”Du skulle nok kigge ud til Carl Bovbjerg. Han ligger i sengen og spørger efter dig. Han bad mig give dig besked. Jeg havde jo varer til ham!” 

Cornelius tænkte, at det var lidt mærkeligt. Når han kunne ringe til købmanden og bestille sodavand og havregryn, hvorfor kunne han så ikke også ringe til præstegården? 

Alligevel tog han afsted sidst på formiddagen næste dag. Nu var markerne pløjet, og vejen var pløret efter kraftig regn de foregående dage. Der stod en brysk blæst indover fra Limfjorden.  Cornelius kørte langsomt op imod husmandsstedet. Inde i stuen lå Carl gusten og grå på divanen med et hjortemotiv på væggen oven over. Han havde et hæklet tæppe over sig. Han så ikke godt ud. 

”Tak for, at du kom. Det er jo ikke til at vide, hvad vej det skal gå,” sagde han. 

”Åh, så slemt er det nok heller ikke!” 

 ”Du mener nok ikke, min tid den er kommet.”

”Den slags har jeg ingen forstand på. Har du haft læge?” 

”Han siger, det hele kommer af, at jeg er gammel!” Carl smilede dér midt på divanen. ”Og det er jeg vel også.” 

”Så gammel er du vel heller ikke. Når jeg sådan sidder og blader i de gamle kirkebøger, så kan jeg jo se, at folk her på egnen bliver rigtig gamle. Det må være blæsten. Den renser!” 

”Det kan være, du synes, at jeg skal gå udenfor og ligge,” foreslog Carl drilsk. ”Hvis det kan gøre mig rask.” 

Så gik snakken lidt frem og tilbage om løst og fast.

”Du har nok ikke fruen med!” fik Carl sagt.

”Hun havde andet at passe.”

”Hun er god at snakke med,” sagde Carl overraskende.

Så tog Cornelius sig sammen og sagde: ”Frejlif var inde forleden dag. Han sagde, at du havde spurgt til mig!” 

”Ja, det gjorde jeg vel på en måde også. Sådan…..” 

Han gik i stå. 

”Er der et sted, skoen trykker?” 

”Skoen den trykker? Nå, ja, der er vel altid et sted, hvor storetåen kan komme i klemme!” sagde han så. Cornelius forestillede sig, hvordan hans storetæer så ud. Kunne han selv klippe sine negle?

Så spurgte han: ”Kan du huske, hvad det var, vi snakkede om, dengang jeg var her sidst, altså det dér med sjælesorg og tavshedspligt.” 

Det kunne Carl godt huske. ”Jeg ville bare lige se, om du var der og ville komme herud,” sagde han. 

”Jamen det vil jeg jo! Lige så meget, du vil have det!” 

Så sad de igen lidt i tavshed.

”Skal jeg læse noget for dig?” spurgte Cornelius. 

”Nej, det kan jeg vel selv!”

Det besøg kom der ikke noget ud af. Igen, mens han langsomt kørte tilbage til landsbyen ad den blævrede markvej, tænkte han på Helgas fikse idé fra i sommers. Gemte Carl på frysehusmordets hemmelighed? Han slog det hen. Hvorfor havde hun overhovedet belemret ham med den fikse idé?

Først på eftermiddagen, da Helga var taget på arbejde, bankede det på præstegårdens dør. En ukendt mand stod i døren, og på gårdspladsen holdt en Trabant. På en blanding af dårligt engelsk og flydende tysk henvendte han sig til Cornelius og forklarede kort, at han havde et ærinde. Cornelius hentede sit Bultmann-og-Barth-tysk frem af hukommelsen og fumlede sig derudaf med et sprog, som i hans  barndom bestod af brokker, opsnappet fra de tyske soldater på banelegemet i Slagelse, og som var blevet suppleret i studieårene på Aarhus Universitet. 

Han inviterede gæsten ind i studerekammeret og bød på kaffe. Langsomt gik det op for ham, hvad den fremmedes ærinde var. Denne hev et gammelt brev frem, som han viste til Cornelius, og som bar stempler fra STASI og håndskrevne kommentarer, og hvor brevskriveren havde skrevet, at ”Der er en kluntet bondemand, som jeg traf til en fodboldkamp i Hamburger Sportsverein. Han er sød og lidt hjælpeløs. Han er fra Danmark, fra en lille landsby der hedder Narved eller sådan noget. Den ligger ved Limfjorden, tror jeg det er.” 

Han forklarede, hvad det var, der havde skilt ham og Beate, og hvordan han gennem årene havde forsøgt at anbringe hende i glemmebogen uden at kunne. Nu, hvor grænserne og arkiverne var åbne, kom alting for en dag. Nu manglede han kun at finde ud af, hvor hun var blevet af.

”Jeg indrømmer, at det er et mærkeligt ærinde, og jeg anede da heller ikke, hvem jeg skulle henvende mig til. Jeg tænkte, at præsten måtte være den rigtige. Jeg overnatter herinde i købstaden. Men det hele er sådan lidt hen i vejret. Det indrømmer jeg! Jeg undskylder så mange gange for ulejligheden.”

Cornelius måtte på toilettet. Imens sad Erich og så sig om i det fine, velindrettede kontor. Han rejste sig og studerede reolerne. Den tyske førsteudgave af Bultmanns Das Urchristentum im Rahmen der antiken Religonen stod dér, slidt og solid. Et par værker af Barth stod der også. Den verden var ny for Erich. Han kendte kun kristendommen fra møderne i Gethsemane-kirken i Berlin i slutningen af indespærringen, hvor alle mulige dissidenter holdt til.

Da Cornelius kom tilbage, sagde han: ”Jeg er bange for at måtte skuffe Dem. De fleste bondemænd héromkring er nok kluntede, men vi har ingen Beate hér i nærheden. Man gifter sig med bekendte, som man kender fra skolen eller fra konfirmandtiden.  Noget så eksotisk som en ægtefælle fra Berlin, ja det kender vi ikke noget til heromkring. Længere væk end Randers kom folk ikke for at hente deres ægtefælle. Måske har Deres Beate fået galt fat på stednavnet. Måske blev det aldrig til mere med den kluntede bondemand. Ja, hvad véd man?”

Cornelius lod af ren og skær høflighed den fremmede snakke om sine oplevelser i Berlin med den indespærring, som havde varet i over 28 år, og om hans længsel efter Beate. Han tænkte: ’Javist. En indespærring kan være en fysisk ting. For mig har det altid været en mental ting’.

 Da Erich fortalte om Gethsemane-kirken som tilholdssted for en farverig gruppe af anderledes sindede, tænkte Cornelius: ’Dér har der da i det mindste været brug for kirken. Hvordan er det lige hér?’

Da Erich forlod præstegården, efterlod han sin adresse. Cornelius smed den i papirkurven.

Sent om aftenen, da Helga kom hjem, spurgte hun til hans dag. ”Er der sket noget særligt?”                       Cornelius trak på skuldrene: ”Egentlig ikke! Jo forresten, jeg var ude ved Carl på Frejlifs opfordring. Det kom der såmænd ikke noget særligt ud af. Han spurgte i øvrigt efter dig.”

Nyt afsnit (33)

Nærved, december 1991.

Engang ind i december, hvor man havde travlt med juleforberedelserne, tog både Cornelius og Helga ud til Carl en eftermiddag. Frosten havde allerede sat ind, og vejen var mere fremkommelig, end den plejede at være. Pløret på vejen var stivnet, luften var klar, himlen høj. 

Carl lå inde i soveværelset under dyner og tæppe og lignede en forpjusket fugleunge med en smule hår, der ikke havde set en kam i flere dage. Han var endnu mere grå i hovedet end sidst, og ved sengebordet stod en snavset kop uden underkop og med spildt kaffe ud over den hvide hæklede dug. Oliefyret kørte for fuldt tryk, og der var mindst 24 grader i rummet. Han hostede lidt mere end sædvanligt. 

’Han kunne have haft godt af at få frisk luft ind i stuerne,’ tænkte Helga. ’Blæsten ville have gjort underværker.’ 

De satte sig ved sygelejet og beredte sig på at være tålmodige. 

Så sagde Carl lige pludselig: ”Kunne man få nadveren sådan engang?” 

Cornelius havde kalk og disk og brød og vin liggende ude i bilen.

”Det kan du godt,” sagde Cornelius. ”Jeg har taget det med!” 

Det kom bag på Carl. ”I dag?” 

”Ja, hvorfor ikke?”  

”Jamen her midt i mit snavsede sengetøj, kan det gå an?” 

”Jamen vi kan da skifte for dig, og i øvrigt betyder beskidt sengetøj ikke noget for nadveren! Den virker lige godt for dét.” 

Helga tænkte: ’Med ”vi” mener han nok ”mig”. Kunne man forestille sig én eneste mandlig præst i den Danske Folkekirke, der ville komme med sådan et tilbud og så skifte sengetøjet selv?’ 

”Skal vi nu alligevel ikke vente?” mente Carl. 

Men han indvilligede og fik slumretæppet over sig imens. 

”Det rene sengetøj ligger inde i skabet i stuen ved siden af skænken,” dirigerede han hende fra soveværelset. 

Helga fandt det rene hvide sengetøj, men under sengetøjet lå der en gammel cigarkasse i træ af mærket Divina. Dét cigarmærke med dets teologiske navn kendte hun ikke, så af ren nysgerrighed åbnede hun æsken. Dér lå beviset, hun havde ventet på i årevis, et billede af en smuk ung kvinde. Det var beskidt af mange års berøring, ligesom hans mors eksemplar af Hjemlandstoner i skuffen ved siden af, og på bagsiden var navnet Beate skrevet med Carls kluntede skoleskrift.

Helga lod sig ikke mærke med noget. Hun gik tilbage i soveværelset, skiftede både pudebetræk og dynebetræk. Hun rystede dynen omhyggeligt for at få fjerene jævnt fordelt. Så fjernede hun slumretæppet og lagde forsigtigt dynen henover den syge mand, som var han et lille barn, der skulle puttes. Han bøjede sig forsigtigt frem, mens Helga fjernede puden og erstattede den med den nye pude med den kridhvide pudevår. Cornelius anede ingenting. Det gjorde Carl heller ikke. 

Mens hun glattede dynen ud, hentede Cornelius de sakrale remedier. På det lille bord ved siden af Carls seng stillede han den lille disk og den lille kalk. Han lagde tre af de små runde, hvide brød på disken og hældte vin i kalken. Lidt af vinen til sig selv og Helga hældte han op i to af Carls slebne portvinskrystalglas. Derefter stillede han sig op foran det hvide sengetøj og læste de hellige ord fra ritualet:

Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig.” Ligeså tog han også kalken efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde:” Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” 

Hvilke synder det var, han forlod, ville han helst ikke vide af. Carl vidste det. Helga vidste det, for nu havde hun set beviset. Cornelius anede det kun. Men Carl vidste ikke, at hun vidste det. 

Cornelius uddelte brødet  og sagde ordene:

 Dette er Jesu Kristi legeme.

Carl modtog brødet med en slidt hånd og stoppede det i munden. Cornelius fortsatte:

 Dette er Jesu Kristi blod. 

Carl lod sig betjene som en hjælpeløs fugleunge dér i det lumre soveværelse med det rene sengetøj. Han så nærmest forklaret ud, da det var overstået. 

Helga tog altersættet ud i køkkenet, skyllede  kalken og portvinsglassene af. Vandet var koldt; der var aldrig blevet installeret varmt vand i det køkken. Så tørrede hun det hele af i et viskestykke, der havde kendt bedre dage, og vendte tilbage til sygelejet. Cornelius havde, af alle emner, valgt at passiare om ålefangst.

”Nåeh, men såeh…. I har vel også andet, I skal nå, såeh….!” begyndte Carl og slog over i et velanbragt hosteanfald. 

”Carl, hvem er Beate?” sagde Helga.

”Har du….”

”Billedet lå i æsken under sengetøjet, så det kom sig helt af sig selv. Hvem er hun?” 

Carl svarede ikke. 

”Skal jeg hente billedet af hende?” 

”Nej, nej, nej, det skal du ikke!” 

Der var tavshed igen. 

Cornelius så rædselsslagen fra den ene til den anden.

”Carl, hvem er hun?”  genog hun.

Lige pludselig skulle Carl på toilettet. Det tog sin tid. 

”Du siger jo ikke noget,” kommenterede Helga.

”Hvad skal jeg sige?” svarede Cornelius.

”Du skal sige: ”Så fik du sgu alligevel ret!”

”Men var det nu nødvendigt at bringe det på bane, sådan lige efter nadveren?”

”Jeg tænker, det er nødvendigt…..” Hun tøvede. ”For ham! Og selvfølgelig lige efter nadveren. Hvonår ellers?”

Der blev stille.

Helga stirrede på en gammel kalender for 1984, der hang dér på væggen og ikke var skiftet ud. Det var det lokale foderstoffirma, som leverede Carls fyringsolie, og som velsagtens engang havde leveret sækken til Beate. Det havde valgt at vise oktober det år som en grå Limfjord med forblæste træer og Oddesundbroen i baggrunden. 

Det slog  hende, at det jo måtte være det år og den måned, hans mor døde. Dér var tiden gået i stå.

Hendes blik faldt på gardinerne, der trængte til at blive vasket. Det nye sengetøj lyste snehvidt imod det fugtplettede tapet.

Cornelius sad tilsyneladende i dybe tanker. 

Hun gik hen til toiletdøren: ”Hvor bliver du af?” 

Intet svar. Kun en lyd, som kunne stamme fra undertrykt gråd. Eller fra et forsøg på at presse på en lort, der havde sat sig fast. 

”Er du levende eller død?”

”Jeg er levende,” lød det med svag stemme derinde fra. ”Endnu da!” 

”Så kom nu ud og fortæl os din historie!” 

”Kan I tåle det?” 

Der blev skyllet ud i toilettet.

”Jeg kan tåle, hvad du så end fortæller mig! Og det kan Cornelius såmænd også.” 

Da han kom ud, havde han kommet vand i sine hårtjavser og redt dem. 

Så sagde han: ”Kan vi gå ind i stuen? Jeg trænger til at sidde op!” 

Dér fik han så sat sig på stolen ved spisebordet i en grå slåbrok. Han skænkede kirsebærvin op til sig selv og præsteparret. Hånden rystede så meget, at den hvide lysedug blev plettet rød.

Helga greb hans hånd. 

”Det er en lang historie.” 

”Vi har nok lige så god tid, som du har,” sagde Helga. 

Han rømmede sig længe. Så begyndte han: ”Jeg var jo meget til fodbold. Mor mente også, det var godt for mig at have nogle interesser. Noget at gå op i!” 

”Spillede du selv?” 

”Nej, nej. Det havde jeg ikke evnerne til. Men jeg fulgte med i det. Og far lånte mig bilen, så jeg kunne komme omkring. Til Vejle og sådan. Henning Enoksen og Tommy Troelsen, har I hørt om dem?” 

Cornelius nikkede. ”Selvfølgelig!”

”Men Hamburg Sport Verein, det var nu nummer én!” 

”Det var langt at køre!”  

”Tjaeh, det kan du sådan set have ret i.” Carl holdt en lang pause. ”Men sådan var det. Så var det, til en kamp, at jeg kom til at sidde ved siden af……” han tøvede og tog tilløb. ”Ved siden af Beate. Det var dér i forsommeren 1961.  Lidt tysk kunne jeg jo, for jeg læste alt, hvad jeg kunne få fat i om Hamburg Sport Verein. Så var det, jeg kunne se, at hun havde det skidt. ”Was ist los?” sagde jeg så. Så brølede hun og sagde en hel masse i en vældig fart. Det forstod jeg jo så ikke. Så var det, hun inviterede mig hjem i sit værelse, og…..ja så kan I jo selv regne det ud. Så mødte jeg hende igen dér engang i august! Men så kom det jo frem: hun havde en kæreste i Østberlin. Ham havde hun ventet på. Men han kunne jo ikke tage sig sammen. Så var det, Berlin-muren den kom. Det var jo helt galt. Men hvad kunne jeg gøre? Og hvad ville mor sige? Men alligevel besøgte jeg hende engang igen. Vi havde lige fået taget roerne op. Men da var Beate helt tosset og ville med hjem til mor. Hun påstod, jeg havde gjort hende med barn. Men så dernede omkring Kongenshus, dér holdt vi en pause; ja!” 

Carl holdt en lang pause. Helga så på ham og klemte hans hånd lidt ekstra. Den hånd, der havde hjulpet Beate ud fra denne verden. Cornelius så ned for sig. 

”Ja, så blev det sådan!” sluttede Carl af.

Helga tænkte, at han, sikkert efter den længste række sætninger, han nogensinde havde sagt i sammenhæng, måtte være løbet tør for ord. Hun nippede til kirsebærvinen uden at sige ”Skål!”

”Hvad tænkte du egentlig, da Andreas begik selvmord? Det var jo lidt på grund af, at du fik liget anbragt i hans fryser,” fór det ud af munden på Helga.

”Jamen hvad skulle jeg ellers have gjort ved Beate? Jeg kunne jo ikke anbringe hende i vores egen. Hvad ville mor ikke have sagt?”  

”Men Carl, hvad med nøglen til hans fryser? Hvordan fik du fat i den?” 

”Ja, nøglen til yderdøren, der havde vi jo vores egen. Og den anden, den havde jeg fået af Katrine, da jeg hjalp dem i marken, og jeg havde et ærinde dernede i deres boks. Så glemte jeg at aflevere den. Så sagde hun: ”Det er lige meget. Jeg har én til.” Den må Andreas jo så have fået smidt væk.” 

Carl kiggede på hende med et skævt smil. Udenfor mørknede det.

Cornelius sad som lammet. 

”Hvor længe lå Beate i fryseren?”

”Det var vel sådan et halvt års tid. På nær én dag.”

Helga fremturede: ”Men hvad med barnet?”

”Ja, ja, det er nu det! Mon det alligevel ikke var ham østtyskeren, der havde lavet den knægt? Det har jeg nu altid ment.”

Der gik en stund. 

Helga spurgte: ”Var det dig, der en gang imellem lagde en buket på Beates grav?” 

”Ja, en gang imellem, når jeg kunne komme afsted med det. Det blev mindre sådan hen ad tiden.” 

”Men sig mig engang, var din far ikke i familie med Hans fra Vestergaard?”

”De var fætre.”

”Så må I da have været med til sølvbrylluppet lige dér, da liget af Beate var blevet fundet.”

”Far og mor var med. Jeg havde dårlig mave i de dage. Så jeg var ikke med. Men der var meget snak om det bagefter. Det var en træls tid. Så døde far jo, og jeg skulle passe gården. Det var nok en lettelse. Så havde jeg det at gå op i.”

Igen var der en pause.

Pludselig sagde han: ”Det kunne være, jeg kunne få nadveren én gang til. Herinde.” 

Langt om længe tog Cornelius sig sammen og fik sagt noget.

”Det kan man ikke. Sådan er reglerne.” 

Carl nikkede indforstået, eftertænksomt. Sådan var der regler alle steder. Det var godt nok.

Til sidst sagde han: ”Melder I mig?” 

”Nej!” fik Cornelius sagt.

Carl sagde farvel. Han trykkede Helgas hånd en anelse længere, end det ellers var skik og brug på de kanter.

Præsteparret tog hjemad i tavshed. Cornelius var allerede i gang med en ligprædiken over Carl.

Nyt afsnit (34)

Dagen efter Helligtrekonger fandt Frejlif Carl i en sørgelig forfatning. Da havde han hostet blod ud over det hvide dynebetræk og lå afkræftet og døsede hen. Blodet var allerede brunt og gammelt. Han vågnede lidt op, da der blev ringet efter ambulancen, men han bad ikke Frejlif om at tilkalde præsten. Han blev indlagt og døde få dage efter.

Den næste uge havde Cornelius det dårligt. Han fik influenza og måtte holde sengen. 

”Du er stresset,” sagde Helga.

”Hvad skulle den afdækning da også til for?”

”Det var ikke for vores skyld. Det var for hans! Du ville jo allerhelst have snakket ålefangst med ham. Men han havde brug for at lette sit hjerte!”

”Er du sikker på det? Mon ikke nadveren var nok for ham?”

”Hvem véd?” 

Men Carls begravelse kunne han ikke forrette. Det måtte nabopræsten gøre. Han søgte underretning hos både Cornelius, der havde sin tunge tavshedspligt at håndtere, og hos Carls noget yngre kusine Cecilie, som til gengæld var snakkesalig, og som Carl havde indsat som enearving til hele den krumme herlighed og til en anselig sum i Nærved Sparekasse, og som rørstrømsk fortalte præsten om Carls hengivenhed overfor sine forældre. Det gav præsten anledning til at citere fra Paulus’ første brev til Korintherne: 

Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

De gamle fra landsbyen, der var mødt op til begravelsen, kunne ikke rigtig få de ord til at stemme med Carl, sådan som de kendte ham, studs og tvær, som han oftest var; men ordene var da gode nok sådan set. Helga, som også var til stede, tænkte sit. Det blev til en pæn og hæderlig begravelse med bårebuketter halvvejs ned ad midtergangen og kirken næsten halv fuld af mennesker. Og endnu engang blev der sunget ”Se nu stiger solen!”. Og Carl kom i familiegravstedet ved siden af sin far og mor.  Ikke i Beates grav! Hemmeligheden blev ikke afsløret for Nærved.

En måned senere mødte Helga Carls niece Cecilie, der stod som arving til udstedet og de sparsomme ejendele og den nette pengesum i banken. Det var henne ved købmanden i området med ost og mælk. 

De talte lidt om begravelsen, mens Cecilie stod dér med en emmenthaler i hånden. 

Men så sagde hun: ”Vidste du godt, at Carl vistnok havde en ungdomskæreste? Hun hed Beate. Det er alt, hvad vi véd. Fotografens mærke bagpå kunne jeg ikke tyde. Mærkeligt, ikke?” 

Helga trak på skuldrene. ”Hvordan fandt du ud af det?” 

”Der lå en gammel cigarkasse et sted i gemmerne med et billede i. Dér stod navnet bagpå. Hun var for resten yndig. Gad vidst, hvad der skete, altså hvorfor det gik forbi. Måske ville gamle Else ikke kendes ved hende. Hun har aldrig, i den tid, jeg har kendt hende, nævnt denne hér Beate med ét eneste ord. Og jeg holdt endda sommerferie deroppe år efter år som barn.” 

”Tjaeh, sådan kan det nok godt være gået til,” mente Helga.

 ”Gad vide, hvor hun er blevet af i verden?” fik Cecilie sagt.

”Ja, det kunne man da godt spørge sig selv om. Det får vi nok aldrig at vide!”

Hun tilføjede: ”Hvad vil du bruge stedet til?” 

”Jeg tænker, det kan blive et fint fritidshus, når først jeg får ryddet op. Udsigten er jo fantastisk. Der er meget skrammel, men det véd du jo alt om. Den gårdsplads dér for eksempel, men det er vel også noget med at få en skrothandler til at komme og hente alt det gamle bras. Og kattene skal jo bare aflives. For resten,” tilføjede hun, ”så syntes Carl, du skulle have en eller anden ting. Som tak! I kom jo meget ved ham dér til sidst. Det var vi rigtig glade ved i familien. Ellers var der jo ikke så mange.” 

Nogle få dage senere bankede Cecilie på præstegårdens hoveddør. Da havde hun den ting med, som Carl havde tiltænkt hende. Det var den kongelige porcelænsfigur, som hun huskede fra sit besøg, og som var en illustration af et af H.C. Andersens eventyr. 

”Den syntes han, du skulle have. Det er jo prinsessen og svinedrengen, dér hvor de skal til at kysse hinanden.” 

”Men hvorfor mon han lige syntes, at jeg skulle have dén?” 

Det vidste Cecilie ikke, men hun syntes selv, den var pæn. 

”Vil du så ikke hellere selv beholde den?” 

”Nej, det var jo Carls ønske. Det må man da respektere!” 

”Det må man,” svarede Helga. 

”Hvad skal jeg stille op med prinsesse Beate og prinsen alias svinedrengen Carl, der kysser hinanden?” spurgte hun Cornelius og fremviste trofæet.

”Jeg vil helst ikke blive mindet om de to!”

Så røg den i den brandsikrede boks. Det forsvandt den ikke af.

Inden længe mente man i Nærved at vide god besked om denne Beate. Det gav stof til snak og eftertanke. Men selv folks livligste fantasier rakte ikke til at forestille sig virkeligheden: at Nærved sogn og kirkegård nu rummede både et mordoffer ved navn Beate og et dertil hørende foster og så deres lokale morder. 

Nyt afsnit (35)

8. februar 1992. Nærved præstegaard. Notat.

Kierkegaard har jo ret. Hvad er Folkekirken for en størrelse? Og hvad er kristendom? Er det ikke teater alt sammen? For hvad er det, vi prædiker den ene søndag efter den anden, med små variationer? Jeg fandt forleden den prædiken, jeg holdt for en menneskealder siden efter det skrækkelige fund i fryseren: Carls Beate. Som jeg skrev og prædikede dengang for 30 år siden: ”Påskemorgen er Guds kvittering for langfredag: ofret er bragt, der er betalt. Så er vi ikke mere i vores synder.” Men er det sådan, det er? Er det ikke bare teologisk trøstesnak og teatertorden? Carl har ruget over mordet et helt liv. Han gik til alters i Nærved kirke sammen med sin gamle mor en gang om året, sådan som jeg husker det. Hjalp det så? Stod den på nadverbord og kvittering for mordet skærtorsdag og så alligevel tavs ruelse resten af året? Ja, hvorfor spurgte han mon om, hvad sjælesorg var for noget? Det må jo have presset sig på i årevis. Og hvad med Andreas? Katrine betroede mig engang, at han tog alting tungt og mente, at det, at han var en dårlig landmand, var Guds straf over ham. Hvad hjælp var kristendommen for ham, da han stod dér på trappestigen med det klargjorte reb hængende ned fra hanebåndet i laden? Og hvad med Hans Eriksens dystre kristendom? Hvad glæde havde han af den, andet end  håbets og længselens glæde ved tanken om livet i det hinsides?

Nej, så er det lettere for de søndagskristne, som kommer i kirken juleaften og til familiebegivenhederne og så i øvrigt til daglig ikke har den mindste viden om kristendommens budskab. Men da er kirken ikke andet end et serviceorgan, der leverer lidt hygge i de smukke gamle teatersale (jeg mener selvfølgelig kirkerum) og en sludder for en sladder. Sådan lidt Prædikerens Bog, når det skal være dybsindigt. Og lidt Pauli Brev til Korintherne, når det skal være følsomt. Og så har Kierkegaard jo ret.

Nærved har taget kvælertag på mig. Beate døde af kvælertag. Andreas hængte sig. Jeg hører dog til de endnu levende, sådan lidt på trods. 

Helga synes, jeg er hysterisk. Men jeg har intet at sige til min menighed. Teaterforestillinger kan jeg sagtens levere. Jeg spiller min rolle. Men så heller ikke mere! Så meget skuespiller er jeg da blevet med årene.

Og så hele tiden denne modstand! Så var det fisken i det ny altertæppe, som menighedsrådet ikke kunne lide og derfor forkastede. Men fisken er dog det kristne grundsymbol. Nej, nej! Det var skam for avanceret for Nærved. Vi kan ikke have torsk og sild til at svømme rundt foran os, når vi går til alters. Vi kunne jo få oblaten galt i halsen.

At jeg så fik et sogn mere ”tørret af på mig”, som man siger nu om dage, som led i en kirkelig ”rationaliseringsgevinst”, det har jeg også måttet leve med. 

For det er pligt at holde af sin menighed, når det nu engang er pligt at elske, som Kierkegaard siger. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Jovist, størst af alt er kærligheden. Det var også det, min gode kollega pastor Holst citerede Paulus for til Carls begravelse. Den teaterforestilling var flot. Carl kom i jorden med manér. Jeg har referatet fra Helga. Jeg lå syg. Men inden da levede han i tredive år uden at kunne bruge kristendommen til nogetsomhelst andet end til at deltage i de skiftende sæson-forestillinger til højtiderne. Og den slags forestillinger har jeg og alle andre folkekirkepræster været med til at levere.

Den dag, Beate kom i fryseren, nøjagtig et halvt år før liget blev fundet (det var jo, hvad Carl betroede os), da holdt jeg min festlige prædiken om ham, der ikke ville iklæde sig festtøjet:

”Vi er indbudt til glædens hus, til det gode budskab, evangeliet. Så lad os høre det, tage imod det, lad det trænge ind i os og præge os, så at det ikke skal gå os, som det gik den ene gæst: han mødte i sit snavsede tøj og troede, han kunne gå med det; men det var en hån mod værten. Den, der er kristen, må ikke glemme, at livet er en højtid, fordi Jesus er nær, ikke glemme, at syndernes forladelse hvælver sig over ham som en strålende blå himmel, ikke glemme, at han er et kongebarn, og at bitterhed, fortvivlelse, utaknemlighed ikke sømmer sig for et Guds barn, der er til bryllupsfest.”

Højtid. Jovist. Kongebarn. Jovist. Mon ikke vi alle trods alt havde vores snavsede tøj på dén dag og næsten alle andre dage? Carl havde i hvert fald! Kongebarn og svinedreng på én og samme gang!

Men Helga er som sædvanlig ukuelig. Som hun siger: ”Jamen til sidst KUNNE han da bruge kristendommen til noget. Han fik lettet sit hjerte. Du med din nadver og jeg med min insisterende påtrængenhed hjalp ham på gled. Bedre sent end aldrig!”

Godt, jeg har hende. Hun er mit korrektiv til mit tungsind. Mit Kierkegaardske tungsind! Hun sad og holdt morderen i hånden. Dét kunne jeg ikke have gjort.

Ja, sådan har vi alle vores ruelser. Om jeg har flere end andre, véd jeg jo ikke. Ind imellem synes jeg, at jeg har flere end nok. Nok til en halv menighed i Nærved og Himmerum sogne.

Og så har jeg selvfølgelig dårlig samvittighed overfor den stakkels tysker fra Berlin, som ledte efter Beate, og som dukkede op hér i præstegården i oktober måned. Men på det tidspunkt vidste jeg jo ikke, at hun hed Beate, og hele historien forekom usandsynlig. Og da først sandheden gik op for mig, var det for sent. Da havde jeg allerede smidt hans adresse væk. Jeg har ikke nævnt min fadæse med ét ord for Helga.

10. februar 1992. Nærved præstegaard. Brev.

Kære Nanna!

Du husker nok det brev, jeg skrev til dig 4. september sidste år. Hér er så endnu et brev til brændeovnen. Én fra menigheden har indrømmet mordet på den unge pige, hvis lig kom i fryseren for over 30 år siden. Mærkeligt, ikke! 30 år er nu alligevel længe at gå med et mord på samvittigheden. 

Forestil dig sceneriet: udenfor mandens forsømte husmandssted en flok forskræmte høns, der hopper rundt i gamle bilvrag og rustne landbrugsmaskiner! Et par forarmede katte, der vansmægter i frostvejret, og som må se i vejviseren efter de åleskind, husmanden plejede at slænge til dem! Og så: du går ind gennem en bagdør, der slæber på og med et vindue, der ikke har set pudsemidler i årevis. I bryggerset står de udtrådte træsko ved siden af to par møgbeskidte gummistøvler. Oliefyret brummer næsten konstant for at holde trit med det utætte hus. 

Du træder ind i et køkken, hvis maling har glemt, at den var blå, og hvor linoleumet engang havde nærkontakt med zinkvasken. Det er meget længe siden. Til gengæld husker vandhanen, at den skal dryppe uafladeligt. 

Så er der stuen! Den går vi ind i nu. Det hæklede slumretæppe ligger fint sammenfoldet ved divanen. Her hersker stadig den afdøde mors regelsæt. ”Carl, læg nu tæppet pænt sammen! Carl, dine sutsko! Carl, kan du ikke lige rette på det billede!” Det er så et billede af en sjællandsk bondeidyl. Hvad den har at gøre i et forblæst Limfjordslandskab, ja det véd kun Vorherre. Carl véd det ikke. Den har bare altid hængt dér. Ved siden af divanen står en skænk med det krumme steds kostbare krystalglas til kirsebærvinen og sherryen og portvinen. Og ja, Nanna: rødvinen og hvidvinen nåede aldrig herud på Herrens Mark! Hvad skulle man også hælde vinen op i? Men lågerne med det indfarvede glas i rødt tager sig godt ud mod den grønne maling. Og på skænken står også en kostbar porcelænsfigur i Kgl. Porcelæn, der forestiller prinsessen og svinedrengen efter H. C. Andersens eventyr, han i grøn jakke og med hatten i hånden og ranslen på jorden, hun yndig og lyshåret i pufærmet kjole med stor tournyre.

De seks fine gamle spisebordsstole står så sirligt opstillede omkring spisestuebordet, sortbejsede og med deres træudskæringer i toppen. Afsyringsbølgen nåede aldrig herud. På spisebordet, som næsten har glemt, hvad det er skabt til, ligger der en fin hæklet lysedug. Ingen har i årevis siddet bænket ved det bord. 

Ved en fejl åbner jeg døren ud til en entré, der aldrig bliver brugt, fordi man jo har bryggerset. Dér ligger vel 30 poser kaffe og bjerge af småkager fra Frejlif fra et par billige tilbud, fint stablet på en skohylde, samt uanede mængder af dåsemad af forskellig slags på gulvet. Det hele ligner et halvt års overlevelse for en mormon.

Og jeg forlader tidslommen fra 30’erne og tilbudsvarerne og går sammen med Cornelius ind i soveværelset. Hér ligger så det endnu levende menneske, den morder, der snart skal dø sin vanskelige død. Sengetøjet er beskidt, væggene er fugtplettede, og han ligner til forveksling bryggerset, køkkenet og de skjoldede vægge i rummet. Det bliver ikke ændret af, at jeg skifter sengetøjet. Dér ligger han, stadig grumset, mod det hvide sengelin.

Han vil have nadveren. Mere vil han ikke have. At jeg finder et billede af hans elskede Beate, som han myrdede engang for en menneskealder siden en efterårsdag i Kongenshus Mindelund, det kommer alligevel bag på både mig og Cornelius. Og det kom bag på ham. Det krævede et toiletbesøg.

Som jeg skrev d. 4. september, så havde jeg mine anelser. Men det overraskede mig alligevel, at jeg fik hende at se. Da hun lige var hentet op af fryseren, og alle og enhver i Nærved måtte tilfredsstille deres makabre nysgerrighed, da holdt jeg mig pænt tilbage. Jeg var den nyankomne præstefrue, ”Fruen!”, som man sagde, med stort F. Jeg så hende ikke. Det gjorde jeg så nu. Beate var flygtet østtysker, adskilt fra familien og kæresten på grund af Berlinmuren. De nåede ikke at flygte. Hun var smuk. Billedet af hende lå i en cigarkasse ved navn DIVINA. Sært navn til cigarer, passende navn til hans elskede Beates billede! Drengen i hendes mave var Carls, selvom han påstår noget andet. 

Efter nadveren og tilståelsen mente staklen, at han havde brug for nadveren én gang til. Det nægtede Cornelius. ”Der er regler for den slags!” sagde han. Det tror jeg ikke på. Jeg synes, det var nærigt og småligt, ja næsten fjollet. Jeg er nær ved at tro, at nadveren virkede så godt første gang, at han måtte have mere af samme slags, da han havde lettet sit hjerte. Men Cornelius er rystet. Han havde helst været den tilståelse foruden. Som han sagde: ”Skriftemålet er ikke noget, der skal påtvinges, hverken én gang om året eller én gang i livet. Det er ren katolicisme. Syndernes forladelse er betingelsesløs. Der skal ikke være en tilståelse først.” Jamen når det nu virkede godt med den tilståelse! Det var jo sjælesorg. Da jeg sagde farvel til Carl for sidste gang, inden han døde, sagde hans håndtryk mig alt.

Men det tog altsammen hårdt på Cornelius. Og det var heller ikke ham, der forrettede begravelsen en månedstid efter. Han måtte lægge sig syg. Så blev det pastor Holst. Hans brug af Paulus’ brev til Korintherne derinde ved kisten fik på en eller anden tragikomisk måde mening: ”Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” For det var kærligheden til Beate, der havde drevet ham til at hente hende til Danmark. Og det var kærligheden til husmandsstedet og far Vagn og mor Else, der fik ham til at afbryde både et ungt og et spirende menneskeliv dernede på heden ved Kongenshus. Sådan kan man i det mindste beskrive det. Andre ville bruge ord som brunst og begær og afstumpethed og moderbundethed. Det gør jeg ikke. Det er vulgært. At kærligheden alligevel gjorde noget usømmeligt, nå ja! Det, der var usømmeligt og ukærligt overfor Beate, det var sømmeligt og kærligt overfor mor Else!

Men det er da også tankevækkende, at den rolle som farmor, som hans gamle mor havde savnet, den kunne hun have fået ved hjælp af Beates barn. Men tiden var ikke rede til den slags eksotiske eksperimenter. Et kommunistisk stykke kvindfolk, ville man have sagt i Nærved! Var sådan én til at stole på? Som om der var noget at udspionere i Nærved! Også på den måde holdt Nærved som altid sine mennesker i et jerngreb. Ja, sådan var det dengang med Nærved og næsten, med Nærved og næstekærligheden. Sidenhen blev det jo almindeligt med både thai-kvinder og filippinere. Men allerede med Beate kom Berlin og dens Mur og DDR og dermed verden til Nærved, lang tid før Oliekrisen. Vi vidste det bare ikke. Vi begravede det.

Kære Nanna: har jeg været et nummer for litterær? Nå ja, det var skam også meningen. Og husk brændeovnen!

De allerkærligste hilsner Helga.

PS: Jeg fik en gave af Carl. Den kom hans niece med efter hans død: H. C. Andersens Prinsessen og Svinedrengen, som stod på skænken. Hvad stiller man op med en så symboltung porcelænsfigur? Jacob synes bare, den er smagløs. Han véd jo ingenting. Cornelius synes, den er modbydelig, fordi han véd noget. Havde jeg ikke fået den af netop Carl, ville jeg have syntes, at den var sød og pudsig.

Nyt afsnit. (36)

1993. Nærved.

Halvandet år efter tog Cornelius og Helga afsked med Nærved. De havde valgt den 4. juli som afskedsdag. Det var Cornelius’ fødselsdag. Den dag var tilfældigvis 4. søndag efter trinitatis, hvor Cornelius var forpligtet på at prædike over Lukas’ tekst, hvor der bl. a. står:

 ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til?…Tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud, som er i din broders øje.”

Cornelius havde altid ment, at den tekst var nem. Og han fik sagt, at Jesus jo havde gennemskuet fænomenerne projektion og fornægtelse, længe før psykologerne opfandt dem, næsten 2000 år før Freud fik sat ord på. Og han fik tilføjet, at selvom Jesu visdom ikke var af denne verden, så var den alligevel til denne verden med dens egoisme og selvoptagethed og indesluttethed. Den var til rådighed, ikke via dyre psykologkonsultationer, men helt gratis.

Bagefter sad de så dér i haven sidst på eftermiddagen. Jacob var der ikke. Han var på interrail. Det hvide Skagenshavebord, som var jubilæumsgaven fra de to sogne, tog sig fint ud mod den hvidblomstrende dværgsyren, og de musselmalede kopper og sidetallerkner gjorde sig godt i solen. 

”Er det vemodigt?” spurgte Cornelius.

”Det er over tredive år af vores liv!”

”Det er nu også en lettelse. Det var mindst tyve år for meget.”

Der blev en lang pause, mens fuglene i Jenses fuglekasser passede deres arbejde med deres yngel.

Jens fra Bjerregaard dukkede op.

”Forstyrrer jeg?”

”Overhovedet ikke.” Helga brød op og hentede endnu en musselmalet kop.

”Jeg kommer for at sige dig tak for dine ord om bjælken i dine egne øjne og splinten i din broders øjne. Det fik du sagt godt,” sagde Jens. ”Jeg ville have sagt det samme, hvis det var faldet i mit lod.”

Helga så undrende på ham: ”Hvordan skal det nu forstås?”

”Ja, det er jo det med den præstegerning. Nu skal jeg fortælle jer noget. I véd jo, at min storebror døde under krigen. Han endte såmænd som en strandvasker og skyllede i land på Thunø. Dér ligger han begravet. Der blev samlet ind i Nærved sogn, og han fik sin mindesten.” 

”Ja og så endda uden lig nedenunder,” sagde Cornelius. ”Jeg har pastor Johansens mindetale over ham liggende et sted i sikkerhedsskabet.  Jeg har læst den engang. Gode ord i en ond tid! Og din søn er vel opkaldt efter ham.”

Helga nikkede tankefuldt. Hun gik stadig af og til forbi stenen, der stod dér lidt forladt og fortabt i kirkegårdens vestre ende lige ude ved kirkediget og den myrdede Beates grav uden sten, men til gengæld med et lig nede i jorden, og med udsigt til engdragene og Limfjordens blå stribe ude i horisonten. 

”Så kan I jo nok tænke jer” fortsatte han, ”at det blev mig, der skulle arve gården. Far var en hård mand. Degnen mente nu nok, at jeg havde evnerne til at læse videre. Det skulle have været teologien. Sådan blev det ikke. Men interessen, den er der. Dét véd I jo også godt.”

Cornelius nikkede. Jens var en flittig kirkegænger.

”Blev du ikke bitter på din far?” spurgte Helga.

Jens trak på skuldrene. ”Far var, som han var. Han var ikke til at flytte på. Han havde jo selv…..hvordan er det, man siger nu om dage:” Han slog over i rigsdansk: ”han havde jo selv fået gården smidt i nakken. For ham var det ikke fjorten år for Lea og Rachel. Det var fyrre år for farfar. Jeg kan jo huske, hvordan gammelfar sad dér i kakkelovnskrogen med sort skråtobak om sin mund og en spytbakke foran sig og gav gode råd og spyttede bakken fuld bagefter med brunt spyt. Den skulle jeg så tømme ind imellem.” 

Han tøvede og tog en slurk af kaffen, mens et par stære fløj ud og ind af Jenses stærekasser. ”Han var en hård mand, ja, min far. Ja da også min farfar!” 

Han fortalte historien om episoden 9. april 1940, hvor de tyske flyvemaskiner havde forskrækket hestene og mågerne, og Jens var faldet om i plovfuren. 

”Indvendig da tudede jeg, og far fik da også skældud af min mor, da vi kom hjem. ”Kunne du da ikke have sendt ham hjem noget før, så vi kunne få hans ben vasket og et plaster på og tørret ham om hans næse?” Så blev far sur og gik ud for at røgte ved køerne. Om han ville noget andet i sit liv end at røgte ved køerne, det fik jeg aldrig at vide. Det holdt han for sig selv.”

”Så ja, for dig blev det også fyrre år for Nærved og Bjerregaard. Det blev så dit lod i livet!” sagde Helga.

”Ja, ja, men Irene og mig, vi fik da føden ved det. Det eneste, det var, at Niels, ja altså vor søn, han skulle ikke tvinges til at blive i Nærved. Og nu er han så på vej til at blive journalist. Det ligger til ham, det med ord! Og han havde lyst til at komme væk fra Nærved!”

”Den gamle smed i Nærved sagde noget om at være i Nærved. Det var lige, da jeg var kommet og var rundt og hilse på folk,” fortalte Cornelius. ”Han sagde: ”Du skal ikke forvente dig for meget af det hér. Vi bryder os ikke om fremmede, og vores egne sætter vi såmænd heller ikke særlig stor pris på.” Det var selvfølgelig sagt med et smil på læben, men alligevel. Det var ikke ligefrem en flyvende start. Og måske blev det også derefter.”

”Nå ja ja, Henry Smed. Han var jo, som han var. Han var egen. Så var det vel heller ikke værre.”

Der blev en pause. Cornelius svarede ikke.

”Hvorfor skulle det lige være teologien, du ville have kastet dig over?” spurgte Helga. ”Der er da så meget andet at studere!” 

”Det er, fordi jeg undrer mig.” 

”Undrer dig?” 

”Jamen Helga, hør nu her: den hér planet, hvordan kan det nu være, at lige netop hér, af alle steder, dér er der liv. Vore naboer, ja altså jeg tænker på Mars og Venus, dér er der enten for varmt eller for koldt. Det er da et under, at vi er levende og så endda kan spekulere over, hvorfor vi er det. Synes I ikke det?” 

”Det var godt sagt,” sagde Cornelius. 

”Årh, jeg ved såmænd ikke, så er det vel heller ikke bedre. Men om det var Vorherres vilje, at vores lille planet lige skulle ligge dér i det store himmelrum, det kan vi ikke vide noget om. Det er da også underligt. Underfuldt! Eller måske bare tilfældigt.” 

Langt oppe i den blå himmel trak et passagerfly en tynd hvid streg efter sig ud vestpå. Det var SAS-flyet til New York. Ingen af dem bemærkede det, optaget som de var af samtalen og nærværet. 

”Jeg tror, du kunne være blevet en god præst,” bemærkede Helga, mens Jens nippede til kaffen. ”Måske skulle vi sige til Cornelius’ efterfølger, at du kunne holde en lægmandsprædiken! Det kan man godt nu om dage.”

”Nej nej nej. Hvad vil folk ikke sige? Så det skal du ikke sige til ham. Eller hende. Véd vi noget om, hvem det bliver?”

”Ikke endnu.” Helga skævede til Cornelius. ”Gør vi?”

De nippede til formiddagskaffen, mens dværgsyrenen sendte sine dufte ind over Skagensbordet.

Cornelius sagde ingenting og trak på skulderen.

”I fik da en voldsom start i hér i Nærved. Både et mord og et selvmord! Det kunne I nok godt have været foruden. Og ingen fandt jo nogensinde ud af, hvem det var. Altså både morderen og hende det bette gravide pigebarn. Det bliver nok aldrig opklaret,” sagde Jens og så hen imod Cornelius.

”Nej, for da vi havde August på besøg for nogle år siden, forklarede han os, at sagen nok var lukket, når det kom til stykket,” sagde Helga. ”Men det satte da tanker i gang.”

Det var både sandt og løgnagtigt på én gang.

”Ja, ja, bare de ikke var fra sognet! Så er jeg tilfreds,” mente Jens.

Det var ikke nødvendigt at indvie Jens i, hvad slags tanker det havde sat i gang. Og Cornelius og Helga havde ikke brug for at fortælle, hvad de vidste. 

Jens gjorde anstalter til at bryde op.

”Nu håber jeg, at den næste, vi får, kan holde nogen lige så gode prædikener, som du har holdt. Og at hans kone….hvis det da bliver en mand….er lige så pæn som Helga.”

De lo alle tre.

”Der er nu noget ved det store sprog,” fortsatte han.

”Det store sprog?” Helga så på ham.

”Det store sprog, det er, når man føler sig opløftet efter en prædiken. Eller en salme. Det er der ikke for meget af på de hér kanter. Folks snak heromkring er meget jævn.”

”Hvad mener du med ”jævn” ”?

”Ja, jeg kan give dig et eksempel: Elses og Vagns Carl, som døde her sidste år. Hans snak bevægede sig ikke højt op over plovfuren. Og hans slags har vi mange af.”

”Men måske havde det stille vand alligevel en dyb grund hos Carl,” foreslog Helga.

”Det skal du ikke regne med. Hans far var lige sådan, og det var hans farfar også. Havde han fået sig samlet sammen til at få sig en kone og en bette dreng, så var den dreng nok også blevet lige sådan.”

Han gav hånd og tog afsked.

”Hvorfor har vi ikke dyrket Jens noget mere?” sagde Cornelius. ”Han er jo på sin vis klog.”

”Men du sagde jo næsten ingenting. Han kan da ikke have tænkt andet, end at du er mut og tvær.”

”Hvad skulle jeg have sagt?” 

”Du burde da om nogen kunne sige noget om det store sprog, som du har elsket og omhyggeligt arbejdet med i over tredive år fra prædikestolen, og som han startede med at rose.”

”Det var jo rent teater.”

”Og du har selvfølgelig gennem årene følt, at du kastede perler for svin!”

”Det var ondt sagt. Det aner jeg da virkelig ikke noget om. Men der er næsten aldrig nogen, der har sagt ét eneste rosende ord.”

”Jeg har,” kom det vredt fra Helga. ”Og har Jens ikke også lige rost dig? Du skulle skamme dig, rent ud sagt. Du véd jo lige så vel som mig, at folk her omkring er forlegne og netop ikke er til store ord. Derfor kan det da godt være, at de gemmer dine ord i deres hjerte.”

”Hjerte! Hm! Ja, hvad vil du have, jeg skal sige til det?”

”Jeg synes rent ud sagt, du har stirret dig blind på Nærved! Der var nok en bjælke,  du skulle have fjernet fra øjet. Og selvom Jens boede nær ved Nærved præstegård,  så har du alligevel holdt afstand i over tredive år.”

”Hvorfor er det altid dig, der får det sidste ord?”

”Det er, fordi jeg er din personlige præst og revser og altid har været det.”

”Hvis du har været min personlige præst hele tiden i alle de år, hvordan kan det så være, at jeg tit har følt mig så fortabt?”

”Den bemærkning skal jeg nok lige tygge på! Jeg rydder lige op.”

Hun tog bakken og gik i køkkenet med service og bestik.

Nyt afsnit (37).

16. november 1993. Carls husmandssted i Nærved. Brev.

Kære Nanna!

Endnu engang må jeg sige dig tak, fordi du var der for mig og blev i Nærved, da Cornelius blev begravet, og mange dage efter. Det var en ond tid, og Jacob havde trukket sig helt ind i sig selv. 

Nu bor jeg så hér, hvor morderen fra Nærved levede hele sit stille liv, og bliver boende, indtil Jacob flytter ud af min pensionskasselejlighed i København og finder noget andet at bo i. Cecilie lejer det lille krumme sted ud, og jeg slog til. Det passede hende fint. Oprydningen og istandsættelsen var blevet dyrere, end hun havde regnet med. Flyttekasserne og møblerne fra præstegården står i flyttemandens lager, så længe det varer. 

Udsigten er fantastisk; fugletrækket sydpå har været mere storslået end nogensinde før, og der har været højt til himlen i hele oktober måned. Cecilies indretning af huset er enkel. Hun har stadig bevaret nogle af de gamle billeder og møbler, bl.a. spisestuebord og stole, ja selv skænken, hvor prinsessen og svinedrengen stod i årtier. Hun har brudt en væg mod vest ned og fået et kæmpemæssigt vindue med en hjerteskærende smuk udsigt over Limfjorden. Dér har jeg tilbragt mange aftener med ild i en nyinistalleret brændeovn og alt for mange  glas rødvin. 

Det er mærkeligt at tænke på, at den første begravelse i Nærved, jeg deltog i, var Beates. Hun blev bundet til Nærved på denne ejendommelige måde. Der var sandelig ikke mange mennesker til dén begravelse. Ud over præst og degn og graver var der, så vidt jeg husker, ikke andre end de fire udkommanderede kistebærere og så mig. Men hvad hverken Cornelius og jeg havde regnet med dengang, det var, at også han ville komme til at dø i Nærved og ende sine dage under Nærved kirkegårds muld. Han havde planer om at studere Oldkirken og kirkemødet i Nikæa og bruge sin tid som emeritus på det Kongelige Bibliotek. Sådan kan man forregne sig så grusomt.

Cornelius’ begravelse var til gengæld et tilløbsstykke. Sådan husker jeg det i det mindste. Mon ikke også der var nogen, der måtte stå op i våbenhuset, og som ikke kunne få plads i selve kirken? Selv provst og biskop var  mødt op. Lidt mærkeligt at tænke på: Og for mig må det blive min sidste begravelse i Nærved. Jeg vil for alt i verden ikke selv ende mine dage hér.

Det har været en tid med opgør og selvopgør. Efter Cornelius’ afskedsprædiken havde vi om eftermiddagen et skænderi, der trak ud til langt ud på aftenen, og hvor jeg antydede, at vi måske for en tid ikke skulle bo sammen, når vi flyttede til København.  Det endte med, at han i vrede erklærede: ”Jeg går i studerekammeret.” Det gjorde han så, som så ofte før. Om der er en sammenhæng mellem skænderiet og blodproppen i hjertet, skal jeg ikke kunne sige. Jeg er ikke læge. Der gik i hvert fald for lang tid, før ambulancen dukkede op. Han blev erklæret død i ambulancen. Har jeg fortalt dig det? Og har jeg fortalt dig, at jeg ikke aner, hvor længe han lå dér på gulvet i studerekammeret den nat, han døde? Min hukommelse i de dage var lettere sløret. Den periode står som i en tåge.

Det, der ryster mig mest, er Cornelius’ indesluttethed. Jeg fandt hans dagbogsnotater i sikkerhedsskabet bagefter. Det har været underlig læsning de lange efterårsaftener med udsigten over Limfjorden foran mig. Han bryster sig af en særlig storladen afart af Kierkegaardsk tungsind. Men hvorfor kunne han ikke bare betro sig til mig? Jeg var jo nær ved hele tiden. År ud og år ind disse ensomme optegnelser! Jeg kunne have været hans engel, hans Natanael! Men han ville ikke. Han magtede det ikke. 

Og så er jeg rasende over, at han ikke fortalte mig noget om Beates tyske kæreste. Allerede da tyskeren var på besøg, havde Cornelius sine anelser. At denne østtysker havde været hér i præstegården og sikkert siddet i Cornelius’ studerekammer!!!  Hvad skulle den indelukkethed til for? Og han var ond mod den stakkels mand, som rejste hjem med uforrettet sag. Han burde have dvælet ved Beates grav. Og jeg aner ikke, hvem han er, og hvor han bor. Cornelius har ikke efterladt sig noget om ham.

Ja, Cornelius skriver et sted, at ”her i Nærved praktiserer vi også mord, bare som regel uden m, en sjælden gang med m. Også ord kan være giftige og næsten dødeligt sårende. Og såret kan gå i arv til flere generationer.” Men tavshed kan være ligeså giftig og sårende. Det er først  nu bagefter, ved at læse hans dagbogsnotater, at jeg finder ud af, hvor tavs han egentlig har været, og hvor meget han har holdt skjult for mig, og hvor sårende det har været. Og hvad med den stakkels tysker? Det var jo også mord uden m! 

Jeg har aftalt med graveren, at han skal passe graven, når jeg nu flytter. Jeg tænker ikke, at jeg vil være den, der ind imellem vender tilbage til Nærved. Hvordan Jacob har det med det hér sted, véd jeg ikke. Vi har ikke talt sammen i ugevis. Han har så meget at se til på studiet, siger han. Om han er bitter på mig, véd jeg ikke. Han kom jo meget hovedkuls og bestyrtet hjem fra sin interrail-tur. Det var faktisk svært at få fat i ham. Det var jo derfor, begravelsen trak ud. Fik jeg fortalt dig dét? Nå ja, tiden må vel kunne læge hans sår.

Kæreste Nanna! Jamen jeg véd slet ikke, hvordan jeg skal sige dig tak for de uger, du var der for mig, holdt af mig, holdt om mig, trøstede mig med dine ord, lavede mad til mig og bare var nærværende og lyttende. Det, du praktiserede dér, var både håndens og hjertets teologi. Intet mindre!

De kærligste hilsner hér fra Nærved.

PS: Det bliver fantastisk at have dig boende på nært hold. Det vil jeg glæde mig så meget til.

PPS: Har jeg fortalt dig, at jeg forærede Cecilie Prinsessen og Svinedrengen. Pladsmangel i min Københavnerlejlighed, sagde jeg. Jeg lader den stå dér på skænken, hvor den har stået i umindelige tider. Dér står den endnu, mens jeg sidder og skriver. Svinedrengens krop er stivnet i forventning om kysset, der aldrig blev.

Nyt afsnit (38)

December 1994. Nærved kirkegård.

Erich stirrede på graven,  som lå der uplejet og uden sten. Den ny graver havde forlængst glemt  forpligtelsen til at passe graven. 

En stiv kuling vestfra stod ind over den triste kirkegård. Mange andre grave havde julepynt, men lige netop den grav, som Nærveds nye sognepræst havde udpeget for ham som den grav, der blev oprettet for 32 år siden for et ukendt mordoffer, ja den grav kunne sagtens være Beates. Hvad præsten i øvrigt vidste om hele historien, var sparsomt. 

Efter hjemkomsten i oktober for over tre år siden havde Erich ikke kunnet slippe erindringen om Beate. Så havde han i foråret 1994 henvendt sig til det danske politi. Sagen var henlagt, og man kunne ikke afse tid til at beskæftige sig med den igen på det løse grundlag, Erich diskede op med på et ikke særligt overbevisende engelsk. Men man henviste ham til en pensioneret landbetjent, August, som muligvis kunne hjælpe med forsvundne personer omkring 1961-62 i nærområdet omkring Nærved.

I Augusts sirlige hjem i den nærliggende købstad bød den pensionerede betjent på kaffe og kage.

Jo jo, han huskede præcist hele historien. Udførligt forklarede han, hvordan han havde været inddraget i undersøgelsen af mordofferet i frysehuset, og hvordan der efterfølgende var kommet et ekstra selvmord ud af miseren. Han refererede til obduktionsrapporten og forklarede, at der jo så at sige havde været et mordoffer med tilbehør i form af et drengefoster, som var flere måneder gammelt. Han udpenslede, hvordan liget lå i en lærredssæk, og hvordan den halve landsby havde været inde i frysehuset for nyfigent at overbeglo det stakkels lig. Det havde allerede dengang forekommet ham uanstændigt. Og bagefter havde han måttet stå model til Rejseholdets bebrejdelser over ikke at have passet bedre på gerningsstedet.

”Ja, desværre véd vi jo ikke, hvor længe de to lig lå i den fryser, såeh…” sluttede August af.

”Men det barn……” Erich afbrød sig selv. Tårerne stod ham i øjnene efter den ikke specielt nænsomme beskrivelse af frysehusmordet.

”Ja, på én eller anden måde må der jo have været en far til det lille væsen,” konstaterede den pensionerede landbetjent.

Og nu stod Erich så dér på Nærved kirkegård. Et venligt gammelt menneske havde også udpeget frysehuset for ham. Et gammelt frønnet skilt kundgjorde, at huset var NÆRVED UNGDOMSHUS. Mere havde man ikke kunnet bidrage med. Sproget var barrieren. Og selvom det efterhånden var en kollektiv viden i Nærved, at Carl havde haft en kæreste ved navn Beate, var der  ingen grund til at fortælle en tysker i en gammel udslidt østtysk Trabant dét. Selvom alle vidste en lille smule, kunne ingen anden end Helga se det store billede. Og hun var forlængst flyttet til København og vidste ikke, hvordan hun skulle kunne finde østtyskeren. Ikke engang hans navn fremgik af Cornelius’ notater.

Nu, hér ved graven, var det tid at gøre sig sine tanker. Erich stirrede ud over den grå Limfjord, ud i horisonten, over mod Salling og Himmerland. Hvis barnet var hans og ikke den kluntede bondemands, hvorfor havde Beate så ikke skrevet om det? Men havde hun måske alligevel dét? Og hvad var det for en meddelelse, hun havde haft til ham, da hun skrev: ”Og som jeg tidligere har skrevet, er det vigtigt, at du tager dig sammen.” Hvad var det, der lå i den formulering, hun havde brugt? For der var jo ikke noget tidligere brev. Én eller anden lille gnom i et Stasikontor i hovedkvarteret på Normannenstrasse havde måske bevidst smidt dét brev i papirkurven mod alle Stasis grundige regler. Stod hendes meddelelse om, at hun var gravid, i det forsvundne brev? Så havde han måske taget sig sammen noget før til at flygte, og så havde alt set anderledes ud. Hans liv havde været anderledes, hendes og barnets liv havde været anderledes. Hvis det da ellers var hende og barnet, der lå i graven. Den uvidenhed måtte han også leve med.

Så satte han Trabanten i gang og tøffede sydpå, forbi Kongens Hus Hede, mod Berlin. Trabanten var i dén grad blevet bemærket i Nærved, og så måtte man trække på smilebåndet. Dén slags biler var spas og smil i Nærved. Selvom der dybest set ikke var så meget at smile ad.